| Virksomheds tilfredshedsundersøgelse 2010 |
| 05 07 2010 |
| Yvonne Andersen |
Syddansk Erhvervsskole gennemførte en virksomhedstilfredshedsundersøgelsen (VTU) i april måned. Ud af de 1037 adspurgte virksomheder valgte 212 virksomheder, fordelt på 19 uddannelser, at besvare spørgeskemaet. Det giver en svarprocent på 20 % og dermed et meget sparsomt datagrundlag at analysere ud fra.
Derfor bliver der nu lavet en kvalitativ undersøgelse på baggrund af fokus- interviews med et repræsentativt udvalg af virksomheder. Det bliver gjort for at komme et spadestik dybere og dermed få kvalificeret undersøgelsen.
Skolen vil gerne opfordre virksomhederne til en større deltagelse, når der næste gang i 2012 bliver foretaget en tilsvarende undersøgelse. Så får vi nemlig skabt et bedre grundlag for eventuelle tiltag til forbedring.
Mere kommunikation, information og samarbejde, tak!
Undersøgelsen i 2010 peger samlet set på, at virksomhederne efterspørger mere kommunikation, information og samarbejde mellem praktikvirksomheden og skolen.
Det dækker først og fremmest over en større grad af dialog og samspil parterne imellem, og at skolen er mere synlig i elevernes praktikperioder.
Der efterspørges også mere relevant information pr. mail, og endelig ønskes der mere konkret information om, hvem de relevante kontaktpersoner er inden for et givent uddannelsesområde, så mester ved, hvem der kan tages kontakt til i forskellige sammenhænge.
Hvad skal der gøres?
Centralt på skolen er der straks iværksat en proces med at få skabt overblik over og få koordineret virksomhedskonsulenternes aktiviteter bedre på Syddansk Erhvervsskole, så indsatsen over for virksomhederne kan blive bedre organiseret.
Enkelte afdelinger er også gået i gang med at lave profilbrochurer, der præsenterer relevante medarbejdere omkring uddannelserne.
De forestående fokus-interviews blandt udvalgte virksomheder, som skal belyse virksomhedernes vurderinger grundigere, vil formentligt også åbne op for yderligere tiltag.
Syddansk Erhvervsskole takker alle de deltagende virksomheder for deres tid og bidrag til undersøgelsen.
Se resultater herunder:
|