Jeanne Nybo Sørensen fra Odense har kvalificeret sig til DM i Skills. Den 4.-6. april skal hun dyste i Næstved, om at blive Danmarks bedste til sit fag som bygningsmaler.  Jeanne har læst på Syddansk Erhvervsskole og forventes færdigudlært sommeren 2020.

Går i familiens fodspor
Jeannes valg af uddannelse lå lige til højrebenet. Hun kommer fra en familie, som har stærke rødder i håndværkerbranchen. Jeanne siger dog selv, at det var håndværkerfaget, som fangede hende. Om faget fortæller Jeanne at ”man kan få lov til at tænke ud af boksen.

Fremtidsdrømme og læreplads 
19-årige Jeanne drømmer om at blive selvstændig og leve af sit fag. Til daglig er hun i lære på Håndværkergården i Odense, hvor hendes Mester Karina Kaas tog hende under sin vinge. Jeannes bedste råd til andre, som søger efter læreplads, er at være ivrig og ihærdig og blive ved med at kontakte den ansvarlige. Det bedste ved at være på Håndværkergården er ifølge Jeanne ”Dejlige kollegaer” og ”Chancen for at få lov til at prøve tingene af.

Jeanne får hjælp af både sin læreplads og Syddansk Erhvervsskole op til konkurrencen. Selv siger hun stålfast, at konkurrencen går ud på ”At vinde.” 
Vi ønsker Jeanne al held og lykke med konkurrencen.