Man bliver forberedt på virkeligheden

Nina, kosmetiker
Læreplads hos Hudeplejeklinikken i Ringe

Man skal kunne omsætte teori til praksis

Jeg har lært, at det er vigtigt at være fleksibel, når man er i lære. Det er ikke nok at kunne al sin teori, man skal både kunne omsætte det til praksis, men også kunne tåle, at der bliver ændret lidt på det, som man har lært og er vant til fra skolen. Ét er nemlig det, man lærer i skolen, noget andet er virkeligheden og flowet.

Uddannelsen forbereder os på fremtiden

Derfor synes jeg, at uddannelsen er bygget op på en god måde med dens vekslen mellem skole og at være i lære. Med denne veksel bliver vi godt rustet til at klare os i branchen. Vi får på denne måde forudsætningerne for at blive, ikke bare gode elever, men i sidste ende dygtige. Derfor håber jeg virkeligt også på, at alle elever finder en læreplads, så de ender ud med at blive dygtige og kompetente. 

Vi kommer alle til at kunne noget forskelligt

Michelle, mediegrafiker
Læreplads hos Hummel

Det er fedt at få ansvar

Lærepladsen har til forskel fra skolen, hvor man ofte har længere tid til en bestemt opgave, bl.a. lært mig at arbejde hurtigt. Men også at man ikke altid skal være så selvkritisk og perfektionistisk. Det har også overrasket mig hvor selvstændigt, jeg har fået lov til at arbejde, og hvor meget ansvar jeg har, som gradvist bliver større og større. Det er helt vildt fedt!

Uddannelsen er ligesom, jeg havde drømt om

Selvom jeg er kommet i lære og det er anderledes fra skole, så har mit syn på uddannelsen ikke ændret sig. Uddannelsen er nemlig ret meget, som jeg har forestillet mig og drømt om. Men det er også blevet tydeligt for mig, at man komme til at kunne en masse forskellige ting, selvom man læser den samme uddannelse, fordi lærepladserne er så forskellige.

Jeg er blevet mere interesseret i min uddannelse

Andreas, automatiktekniker
Læreplads hos Arla Foods

Jeg har lært, at man skal være omstillingsparat

At være i lære er meget forskelligt i forhold til at være i skole. I skolen har man måske tid til at fordybe sig i et projekt i længere tid, men sådan er det ikke altid ude i virksomhederne, hvor man skal være omstillingsparat. Man kan godt være i gang med et større projekt ude på lærepladsen, men de kan pludselig få brug for én til at fikse nogle problemer, som gør, at man må lægge alt, man har i hænderne og hjælpe til.

Jeg er blevet mere interesseret i min uddannelse

Jeg er helt klart blevet mere interesseret i min uddannelse efter at være kommet i lære. Både det at se og arbejde med produktionsmaskinerne giver et helt andet billede af, hvad uddannelsen indeholder, og hvad man skal kunne.

Jeg kunne slet ikke forestille mig uddannelsen uden en læreplads

Patrick, personvognsmekaniker
Læreplads hos Vejle Biler

Jeg kunne slet ikke forestille mig uddannelsen uden en læreplads

Jeg synes, at uddannelsen er utroligt godt skruet sammen, og det er rart at komme ud og være praktisk og samtidig lære noget. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan det vil være at bruge så meget tid på skole og først komme ud i den rigtige verden, efter man er færdig. For mig giver det god mening, at en uddannelse også forbereder en til arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald en fordel for mig, at jeg har prøvet, hvordan det er at være ude på et værksted, inden jeg bliver færdigudlært.