"Jeg har lært rigtig meget om mig selv, jeg har fået mere selvtillid, og jeg har fået venner for livet. Og så har jeg fået muligheden for at opleve, hvordan arbejdslivet er i udlandet med bl.a. anderledes arbejdsforhold og arbejdstider. Den erfaring ved jeg, at jeg kan bruge i fremtiden – også nu, hvor jeg er i lære hos Boris Christensen".

Sådan fortæller malerelev Mie K. Jensen, som har været på et 8 ugers praktikophold i Finland. Mie har brugt de internationale muligheder, som Syddansk Erhvervsskole kan tilbyde med et Erasmus+ praktikophold.

  

Historisk vingesus
Mies ophold bød på masser af faglige opgaver, gode muligheder for at snuse til forskellige dele af malerfaget og arbejde på forskellige huse, fx historiske bygninger. Mie husker særligt mødet med hendes første rigtige byggeplads i Finland:

”Vi skulle arbejde på en bygning i centrum af Mikkel by fra 1940. Hvad bygningen blev brugt til dengang i 1940, var der ingen, der vidste. Men der var et beskyttelsesrum i kælderen. Det, synes jeg, var virkelig spændende. Bygningen havde stået tom i over 15 år med undtagelse af en lille del, som fungerede som bank i nogle få år. Vi skulle bl.a. male og spartle huller til radiatorer, så bygningen kunne blive klar til brug igen.”

Kulturforskellene gjorde indtryk
For Mie er det ikke kun oplevelsen af de anderledes arbejdsforhold, der har gjort indtryk. Forskellen på den danske og den finlandske kultur gjorde også stort indtryk:

”Den kulturelle forskel var min største oplevelse under mit ophold. Det gælder både fagligt og personligt. Jeg blev meget overrasket over den venlighed, jeg blev mødt af. Folk i Finland bryder sig i første omgang ikke om at tale engelsk, men det kan i de fleste tilfælde lade sig gøre. Ellers må man tage hænderne i brug. Jeg fik også styr på lidt af det finske ved at skrive de ord ned, som jeg lærte - først på dansk og så på finsk, som en slags ordbog.”

”Finland har også en helt fantastisk natur, som jeg nød så meget som overhovedet mulig under mit ophold,” fortæller Mie.

Venskab for livet
Et Erasmus+ praktikophold giver en masse erfaring og oplevelser i udlandet, men for Mie skabte det også et venskab på tværs af grænserne.

”Det er snart 4 måneder siden, jeg kom hjem fra Finland, og jeg skriver stadig sammen med den ene svend, som jeg gik sammen med alle 8 uger. Kati er blevet en god veninde, som jeg holder meget af, og jeg glæder mig til at se hende igen. Vi har sendt julegaver til hinanden, og hun kommer også og besøger mig til sommer.”

Mies råd til andre:
På trods af at Mie også har oplevet en smule hjemve under sit praktikophold i Finland, er der ingen tvivl om, at hun vil opfordre andre til at gøre det samme:

”Overvejer man at tage af sted, så skal man bare gøre det, og personligt synes jeg, at man skal gøre det alene. Det er min overbevisning, at det er det, man får mest ud af både fagligt og personligt."