Tillykke til de første EUX datateknikere

Den 21. december afsluttede det første hold EUX datateknikere deres svendeprøve fra Syddansk Erhvervsskole i Odense.
23/12 2016 - susanne

De tre elever, Louis Lund Andersen, Troels Møllerup Brunsvig Jensen og Frederik Bech Kudahl, havde sidste EUX-eksamen fredag den 16. december, hvor de afsluttede både informationsteknologi og EUX-eksamensprojektet, mens de afsluttede svendeprøven og dermed deres uddannelse tirsdag den 20. december.

De tre elever har været pionerer i et EUX-uddannelsesforløb, som hverken elever eller lærere havde erfaring med, da de for fem år siden startede rejsen, der nu er afsluttet med tre rigtig gode resultater.

”På forhånd kunne vi som undervisere være lidt bekymrede over det lille antal elever, men det har vist sig, at de matchede hinanden godt – ikke mindst deres forskellige it-faglighed,” fortæller overlærer Susanne Holmstedt.

I løbet af uddannelsen har eleverne realiseret nogle spændende projekter, hvor deres forskellighed har bidraget til gode resultater. Dette har også været en inspirationskilde for de senere EUX-hold, der er blevet introduceret til deres projekter og har kunnet lære af de valg, dette hold har taget.

En lovende fremtid
Lærerne fortæller, at de i den grad er blevet smittet af elevernes positive tankegang, seriøsitet og indstilling til arbejdet, samtidig med at der altid har været plads til humor og til at drøfte verdenssituationen.

”Vi er sikre på, at de kan bringe deres erfaringer med sig i deres fremtidige arbejdsliv, og vi er ikke i tvivl om, at de kan bidrage med kundskaber og samarbejdsevner i de jobsituationer, de vil møde i fremtiden,” siger Susanne Holmstedt.

Alle fra Syddansk Erhvervsskole ønsker de tre elever alt mulig held og lykke fremover og tillykke med både huer og svendebrev.