Industritekniker til DM - Alt kan ske

20-årige industriteknikkerelev René Kling Hansen forbereder sig til årets DM i Skills, hvor han deltager med højt engagement og forventninger til at alt kan ske.
23/1 2017 - susanne

20-årige industriteknikkerelev René Kling Hansen forbereder sig til årets DM i Skills, hvor han deltager med højt engagement og forventninger til at alt kan ske. Han har på det seneste øvet og øvet sig på at dreje emner, han ved nemlig fra skills konkurrencen sidste år, at han kunne blive bedre på denne disciplin.

”Fordelen ved at stille op igen, er, at jeg har en bedre idé om niveauet og kender mine svagheder”, siger René Kling Hansen.

René er ikke nervøs ved tanken om, at selve Skills konkurrencen allerede starter den 26. januar i Gigantium i Aalborg. Han er med egne ord god til, at fokusere, og vil derfor så vidt muligt bevare roen og fokusere på de to discipliner fresning og drejning.  Hans råd til andre, der vil arbejde med bearbejdning af metal og går rundt med et konkurrencegen, er, at uden interesse kommer man ikke så langt.

”Siden efteråret 2015, hvor jeg var til mit første regionale mesterskab, har jeg trænet på de ting, jeg synes haltede”, forklarer René Kling Hansen.

Renés store drøm er at gå videre til verdensmesterskaberne i Abu Dhabi, som afholdes den 14.-19. oktober 2017. Ud over at gå til konkurrencer har han ganske almindelige fremtidsplaner om at komme ud at sejle og senere læse videre til maskinmester.

René Kling Hansen fik som optakt til årets DM i Skills hilst på landets nye undervisningsminister Merete Riisager, der den 23. januar besøgte Syddanske Erhvervsskole Odense C.