Mekanikerelever rustes til fremtiden

Lige siden bilens fødsel har olie på fingrene og brændstof i blodet været en del af mekanikerens DNA.
29/11 2016 - susanne

Men med elbilernes indtog på det danske marked, er dette så småt ved at ændre sig. Fremtidens mekanikere skal derfor kunne servicere og reparere både el- og brændstofdrevne biler. Som en del af undervisningen kiggede Tesla derfor forbi Autovidencenter Fyn på Syddansk Erhvervsskole i Odense torsdag den 24. november.

Præcis en måned før jul fik nogle af mekanikereleverne sikkert en lille drengedrøm opfyldt – da de fik en tur i en toptunet Tesla S 75D. Accelerationshastigheden og teknologien i bilen var i hvert fald noget, der gav eleverne julelys i øjnene. Til gengæld manglede de kommende mekanikere både duften af olie og lyden af en brummende motor.

"Tesla’en kunne komme pænt hurtigt fremad, men lyden mangler altså. Det er en hel anden form for en bil – også for mekanikeren, men det er spændende og udfordrende”, siger Nicolaj Mikkelsen, der efter planen kan kalde sig mekaniker til foråret.

Teori blev til praksis
De snart færdiguddannede mekanikerelever har netop gennemgået et forløb omkring hybrid- og elbiler på uddannelsen. Besøget fra Tesla satte derfor et fint punktum – eller startskud til en fremtidig karriere, om man vil.

”Vi har lige haft en masse om hybrid- og elbiler, så det var super, at vi fik lov til at komme med ud og køre i bilerne. Det gav helt klart en bedre forståelse i forhold til, hvordan de kører, hvordan de opfører sig – og hvordan vi som mekanikere kan sørge for, at de kører optimalt,” siger Martin Mikkelsen, der også bliver faglært mekaniker inden længe.

Stor efterspørgsel på mekanikere
Generelt viste drengene og den ene pige på mekaniker-holdet stor interesse for de eldrevne luksusbiler. Det ene spørgsmål til eksperterne fra Tesla blev overtaget af det næste, og eleverne fik svar på alt omkring teknik, teknologi og transport i en Tesla.

”Vi håber selvfølgelig, at nogle af de unge mennesker synes, at det kunne være interessant at specialisere sig i elbiler,” siger Kasper Bloch- Jørgensen, der er rådgiver for Tesla. 

Han lægger ikke skjul på, at en del af besøget netop handler om at tiltrække kommende mekanikere til virksomheden.

”Kombinationen af øgede adgangskrav til erhvervsuddannelserne og mindre årgange har medført, at vi i øjeblikket oplever en generel mangel på mekanikere i Danmark. Og med både hybrid- og elbiler på markedet, kæmper virksomhederne i endnu højere grad end tidligere om de nyuddannede mekanikere, som, i modsætningen til mange af de eksisterende mekanikere på arbejdsmarkedet, ved en del om netop denne type biler,” fortæller Jesper Beck-Holm, der er afdelingsleder på Autovidencenter Fyn på Syddansk Erhvervsskole.

Teknik og mekanik
Der er ikke meget at kigge på, når man åbner kølerhjelmen på en Tesla. Både teknik og ledninger ligger skjult. Men trods den skjulte el og teknik, fik eleverne i den grad viden om det højteknologiske og teknisk avancerede udstyr, der er i elbilen.

”Det er en helt anden opbygning end normale biler. Det er helt vildt teknisk – der er tonsvis ledninger i,” siger Martin, der umiddelbart synes, det kunne være interessant at arbejde med elbiler – men ikke udelukkende.

Både Martin og Nicolaj er stadig mest fascineret og tiltrukket af de brændstofafhængige biler, men er klar over vigtigheden af, at de også kender teknikken bag el- og hybridbil, når de skal fungere på arbejdsmarkedet i fremtiden.

Vi lærer de ting, vi skal i løbet af uddannelsen, så vi er godt rustede til at servicere alle typer af biler i fremtiden,” siger Nicolaj, der synes, at besøget fra Tesla var et godt og positivt tiltag, som gav et endnu dybere indblik i teknikken i bilen, mekanikerens arbejdsopgaver og elbilens udfordringer på det danske marked.