Første hold af en helt ny type EUX’ere

Otte drenge skrev sig i går ind i Syddansk Erhvervsskoles store uddannelses-historiebog. De unge mænd blev nemlig de første EUX-studenter i Danmark på uddannelserne personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker og industritekniker.
23/12 2016 - susanne

Der var engang, hvor man enten gik den boglige vej eller den håndværksmæssige vej. Men sådan er det ikke længere. I dag kan man kombinere de to retninger inden for 19 af skolens erhvervsuddannelser – og altså blive både faglært og opnå studieforberedende kompetencer til at læse videre på fx universitetet på samme tid. Blot ved at forlænge uddannelsen med omkring et halvt år i forhold til de traditionelle erhvervsuddannelser.

Det er nu fire år siden, at de første EUX’ere startede på de tre uddannelser: personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker og industritekniker – og både undervisere og elever er glade for resultatet af den første udklækkede årgang.

”Jer er så stolt over drengenes resultatet – og deres selvstændighed. De har vist, at de virkelig ville den her uddannelse og vist os, at vi sagtens kan forlange noget af dem,” siger Annette Carlsen, der er afdelingsleder for Produktion & Udvikling på Syddansk Erhvervsskole i Odense. 



Alle døre står åbne
De otte drenge har nu som de første inden for deres fag bestået en EUX. De kan dermed vælge at gå direkte ud i erhvervslivet eller læse videre til næsten lige, hvad de vil. Drengene har alle uddannet sig inden for brancher, der ikke bare mangler arbejdskraft, men i den grad mangler kvalificeret arbejdskraft – og det afspejler sig i deres umiddelbare planer efter juleferien.

”Jeg har fået tilbudt job ved min læreplads”. Sådan lød svaret fra langt de fleste af drengene, da de fik spørgsmålet, om de skulle ud på arbejdsmarkedet eller læse videre umiddelbart efter, at de nu havde fået bevis på deres kvalifikationer.

”Jeg regner med at læse videre til maskiningeniør om nogle år,” siger Jeppe Lykkegaard, der nu kan kalde sig EUX industritekniker. Først fortsætter han dog ligesom flere af sine medstudenter i det firma, han er udlært fra.

Selvstændig fra dag ét
Den nyuddannede EUX personvognsmekaniker Jesper Engelbrecht har heller ikke travlt med at videreuddanne sig lige med det samme – og det behøver han bestemt heller ikke. Han har nemlig travlt med at etablere sig som selvstændig.

”Sammen med min far har jeg opstartet et autoværksted i løbet af min uddannelse, som der nu skal fokuseres 100 procent på,” fortæller Jesper Engelbrecht, der lige som Jeppe Lykkegaard sluttede sin uddannelse med et 12-tal til svendeprøven.

Drengene er med deres nye uddannelse havnet i lidt af en drømmesituation. For de er allerede nu en så stor mangelvare, at de kan begynde at tjene penge fra dag ét i det nye år. Eller de kan med deres flotte gennemsnit vælge at læse videre til stort set lige, hvad de vil – og undervejs bruge deres svendebrev til et godt betalt studiejob.




Aldrig færdiguddannet
”Fremtiden flytter sig hele tiden, og I skal flytte med både i tiden og viden,” sagde Jesper Beck Holm i går i sin tale til de nye EUX personvognsmekanikere. Både han og afdelingsleder for EUX lastvognsmekanikerne, Kim Sørensen, sørgede for at fortælle de nyudklækkede studenter, at de på trods af, at de nu kan kalde sig faglærte, aldrig er færdiguddannede.

”Branchen står ikke stille – og det må I heller ikke gøre. I skal fortsat udvikle jer, lære nyt og være omstillingsparate,” var Kim Sørensens råd til de unge mennesker.

Det råd var ikke nyt for den nyuddannede lastvognsmekaniker, Kris Brauer-Christiansen. Måske fordi, han har været under Kim Sørensens vinge i sit uddannelsesforløb.

”Jeg har fået lov til at fortsætte i Beredskabsstyrelsen Midtjylland, hvor jeg også har været i lære,” fortæller Kris Brauer-Christiansen og fortsætter: ”men om nogle år regner jeg med at læse videre, formentlig noget inden for ledelse.”

Alt tyder altså på, at drengene er klar til at indtage branchen med mod, motivation og kompetencer til alle de faglige udfordringer de vil møde.

Stort tillykke til de første 4 EUX personvognsmekanikere, 2 EUX lastvognsmekanikere og 2 EUX industriteknikere

Se også
Tillykke til de første EUX datateknikere