Bliv en vigtig brik i nutidens og fremtidens industri

Forestil dig et anlæg fyldt med ledninger og hundredevis af knapper, som alle har en vigtig funktion. Forestil dig så, at det er dig, der har opbygget det – og dig, der skal kende det så godt, at du kan finde eventuelle fejl eller mangler. Kribler det allerede i fingrene og tænker du: klart – det er lige mig! Så har du nok ret.

En del af uddannelsen og jobbet som automatiktekniker handler om at tænde på elektronik, teknik og mekanik og samtidig kunne bevare et køligt overblik. Når en maskine kokser eller en ny skal udvikles, er det nemlig dig, der skal udbedre fejl, men også udtænke og udvikle nye produktionsanlæg til alt fra sygehuse og fabrikker til kraftværk og skibe. Kort sagt, hvor der er maskiner – er der brug for automatikteknikere.

I løbet af uddannelsen får du viden om og kendskab til den nyeste robotteknologi, el-teori og automation. Du lærer også at udvikle innovative og fleksible løsninger, der kan optimere produktionen inden for forskellige dele af industrien. Herudover er træning i feljfinding på maskin- og procesanlæg, godt samarbejde og optimal rådgivning vigtige delelementer i løbet af uddannelsen.

Som automatiktekniker vil dine primære opgaver være at:

  • Opstille, programmere og indkøre anlæg
  • Udvikle nye funktioner, applikationer og industrirobotter
  • Sørge for akut og løbende fejlfinding og optimering af maskiner
  • Vedligeholde, justere og reparere anlæg 
  • Sparre og videndele med kunder og kollegaer

Specialer og trin
Har du lyst til hurtigt at komme ud på arbejdsmarkedet,  kan trinnet automatik-operatør være det rette for dig. Her får du dog ikke svendebrev, og dine arbejdsopgaver vil have mere rutinemæssig karakter, end hvis du gennemfører hele automatikteknikeruddannelsen.

SDE TV

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen til automatiktekniker er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 3,5 år – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads.




Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som automatiktekniker hører under, hedder Byggeri, håndværk og service, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for forskellige andre uddannelser fx: tømrer, bygningsmaler, murer, elektriker og snedker.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx automatiktekniker. 

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på automatikteknikeruddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i lære i en virksomhed. Læredelen i virksomheden udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år?
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Ny mesterlære
Enkelte har også mulighed for at gå i gang med det, der kaldes ”ny mesterlære”. Her springer du grundforløbet over og starter direkte som elev ude i en virksomhed i stedet for på skolebænken. De fleste virksomheder ansætter dog helst elever, der har gennemført et grundforløb. Fra skolens side anbefaler vi som udgangspunkt også, at du starter på et grundforløb, inden du bliver elev. Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig kompetencevurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Som elev i ”ny mesterlære” fortsætter du efter en tid i virksomheden, typisk et år, på hovedforløbet, hvorefter din uddannelse veksler mellem skole og praktik, til uddannelsen er færdig, og du får dit svendebrev.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløbet. 

Opfylder du ikke adgangskravene?
Så kan en af vores vejledere Karl Johan Kristensen i Odense eller Lise Lotte Hansen i Vejle hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

Både i Odense og Vejle holder vi desuden to gange årligt optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvis du har planer om at starte i Odense. Her hjælper vi dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på hovedforløbet. Inden du starter, skal du have bestået dansk E, matematik E, engelsk E og fysik F på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du have certifikatet: Førstehjælp og brand samt personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan en af vores vejledere Karl Johan Kristensen i Odense eller Lise Lotte Hansen i Vejle hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Muligheder for læreplads

Automatiktekniker-uddannelsen er en fordelsuddannelse. Det vil sige, at der er stor sandsynlighed for at få læreplads inden for 3 måneder efter grundforløbets 2. del.



Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære i en virksomhed - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, automatiktekniker, mediegrafiker, vvs’er eller noget helt sjette. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op. 

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en læreplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en læreplads.

Hvad hvis jeg ikke finder en læreplads?
Hvis du mod forventning ikke finder en læreplads, inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at komme i det, der kaldes skolepraktik. Skolepraktik er en måde, hvorpå du alligevel kan komme videre med din drømmeuddannelse uden at være i lære i en virksomhed. Her får du opgaver, som ligner dem, du kunne have fået på en læreplads.

Fremtidsmuligheder

Som uddannet automatiktekniker vil du typisk finde arbejde på fabrikker, hospitaler samt servicevirksomheder,  der laver produktionsanlæg til fremstillingsindustrien.

Der er gode jobmuligheder, da der er mangel på lærlinge og arbejdskraft i branchen.

Kan jeg videreuddanne mig?
Med en uddannelse som automatiktekniker kan du læse videre til it- og elektronikteknolog, automationsteknolog, installatør, diplomingeniør eller civilingeniør. De to sidstnævnte kræver dog, at du enten tager automatikteknikeruddannelsen som EUX-forløb eller efterfølgende tager en gymnasial eksamen.

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Vejle

Lise Lotte Hansen
76426262/51396609
llha@sde.dk

Uddannelsessekretær Vejle

Else Tornbjerg Nielsen
76426241
etn@sde.dk

Afdelingsleder Grindsted

Anna Maria Elisabeth Jakobsen
20313312
aja@sde.dk

Koordinator Grindsted

Dawn Marie Mortensen
76426272/20261594
dmm@sde.dk

Uddannelsessekretær Grindsted

Lene Højer Voss Knudsen
63126424/29166727
lv@sde.dk

Find os her

Grindsted
Tinghusgade 12, 7200 Grindsted
Odense
Risingsvej 60, 5000 Odense C
Vejle
Boulevarden 36, 7100 Vejle