Bliv personen, der sikrer smil og høj service i hverdagen

Når pæren er sprunget. Når vandhanen drypper. Når der ligger sne foran bygningen. Eller når der er røget en bold gennem ruden, er det dig som ejendomsservicetekniker, der bliver tilkaldt – hvis du altså ikke allerede selv har opdaget problemet.

Det er med god grund, at man ofte kalder en ejendomsservicetekniker for en ”alt-mulig-mand” – bortset fra, at du altså bestemt ikke behøver være mand. Men en ejendomsservicetekniker ordner alt muligt. Fra kælder til kvist. Inde og ude. Planlagte og pludselige opgaver. Med maskiner eller hænder. Og ofte med en masse mennesker omkring dig.

I løbet af uddannelsen snuser du til stort set alle de klassiske håndværksfag – både vvs’er, tømrer, elektriker, maler og murer. Du skal nemlig kunne lidt af hvert, men langtfra alt inden for de enkelte fag. En vigtig del af jobbet som ejendomsservicetekniker handler nemlig om at vide, hvornår du selv kan klare opgaven, og hvornår det er tid at tilkalde en specialist. Det er dit ansvar, at tingene er i orden og fungerer. Det samme gælder informationen og vejledning til beboere, kollegaer mm.

Som ejendomsservicetekniker vil dine primære opgaver være:

  • Vedligeholdelse af udearealer samt værktøj og maskiner
  • Bygningsvedligeholdelse, fx mindre maler-, elektriker- og vvs-opgaver eller bestilling af professionel hjælp
  • Betjening af varmecentral og ventilationssystem
  • Affaldshåndtering
  • Beboer- eller brugerservice

Læs mere om uddannelsens opbygning

Uddannelsen til ejendomsservicetekniker er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 2 år og 9 måneder – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og i lære i en virksomhed.



Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Ejendomsservicetekniker hører under fagretningen ”Byggeri, håndværk og service.”  Du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for forskellige andre uddannelser fx: bygningsmaler, byggemontagetekniker, elektriker, snedker og vvs-energi.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din videre uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du skal starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 starter du på en specifik uddannelse, fx ejendomsservicetekniker. 

Grundforløb 2 varer 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på ejendomsserviceteknikeruddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer maksimalt 2 år og 9 mdr. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i lære hos en virksomhed. Læretiden udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen.

Uddannelsen afsluttes med bestået svendeprøve på den sidste skoleperiode.

Er du fyldt 25 år
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en EUV (erhvervsuddannelse for voksne).

EUV starter altid med en RKV (RealKompetenceVurdering).
Resultatet af RKV’en giver svar på dit behov for uddannelseslængde og skolefag.

Ny mesterlære
Du har også mulighed for at starte på din uddannelse i ”Ny mesterlære”.
”Ny mesterlære” er et grundforløb, hvor der veksles mellem læretid i virksomheden og teori på skolen. Det kan vare op til 1 år. Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig vurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du har mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve. I dansk beregnes gennemsnittet af dine mundtlige og skriftlige karakterer. I matematik beregnes gennemsnittet af dine skriftlige karakterer.
  2. Eller du har en uddannelsesaftale inden du starter på grundforløbet

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløb 1. For at blive optaget på grundforløb 2, skal du have en læreplads, eller du kan ansøge om en af skolens kvotepladser. Kvotepladser er skolens mulighed for at optage et mindre antal elever, som ikke har en aftale om en elevplads inden uddannelsens grundforløb 2.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Så kontakt vores vejleder Margit Schjerning. Margit vil hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår de nødvendige kompetence, som gør, at du kan komme ind på uddannelsen til ejendomsservicetekniker.

Optagelsesprøver i dansk og matematik afholdes flere gange årligt i Odense og Vejle. På den måde har du mulighed for at komme søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvis du har planer om at starte i Odense. Her hjælper vi dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået dansk E, naturfag F, psykologi F, informationsteknologi F samt nogle mere uddannelsesspecifikke fag på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du have certifikaterne: Rulle og bukkestillads, førstehjælp og brandbekæmpelse.

For at kunne gå op til svendeprøven er der krav om, at du har kørekort. Hvis du ikke har kørekort, skal det erhverves inden starten på 2. skoleperiode i hovedforløbet.

Muligheder for læreplads

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære i en virksomhed - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, lastvognsmekaniker, mediegrafiker, vvs’er eller noget helt femte. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op.

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en læreplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en læreplads.  

Du har mulighed for en uddannelsesaftale indenfor følgende områder:

- Boligforeninger
- Kommunale institutioner
- Udlejningsselskaber
- Kursusvirksomheder
- Uddannelsesinstitutioner
- Statslige institutioner
- Større private virksomheder ect.

Du kan evt. finde godkendte virksomheder på praktikpladsen.dk.

Hvad hvis jeg ikke finder en læreplads?
Hvis du mod forventning ikke finder en læreplads, inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at komme i det, der kaldes skolepraktik. Skolepraktik er en måde, hvorpå du alligevel kan komme videre med din drømmeuddannelse uden at være i lære i en virksomhed. Her får du opgaver, som ligner dem, du kunne have fået på en praktikplads.

Fremtidsmuligheder

Som uddannet ejendomsservicetekniker kan du arbejde som ejendomsfunktionær, ejendomsinspektør, pedel, servicemedarbejder eller teknisk servicemedarbejder inden for fx boligselskaber, kommunale og statslige institutioner eller større private virksomheder.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som faglært ejendomsservicetekniker kan du vælge at læse videre direkte efter uddannelsen til fx bygningskonstruktør eller byggetekniker.

På flere øvrige videregående uddannelser vil der være krav om at have gymnasiale fag på et vist niveau. Disse kan du opnå ved at læse relevante suppleringskurser efter din erhvervsuddannelse.

Vigtig info

Spørg os

Uddannelsesvejleder Odense C

Margit Schjerning
24633909
masc@sde.dk

Uddannelsessekretær Odense C

Benthe Krogh Damgaard
63126607
bkd@sde.dk

Find os her

Grindsted
Odense
Munkebjergvej 130, 5230 Odense M
Vejle
Jernbanegade 28, 7100 Vejle