Sæt dit aftryk på fremtidens byer, boliger og byggeri

Måske vidste du ikke, hvad en struktør var, før du klikkede ind på siden. I så fald, er du ikke den eneste. Men hvis vi fortæller, at uddannelsen tidligere hed jord- og betonarbejder, så er du sikkert med på, hvad en struktør er for en starut.

Som struktør vil du få vejen, byen og byggepladsen som arbejdsplads – og formentlig et selvlysende sæt arbejdstøj. Mange struktører arbejder nemlig på udsatte steder, så som veje og offentlige byggepladser og ved nedgravning af forsyningsledninger. Det erderfor vigtigt, at du trods vind og vejr kan sikre høj service, sikkerhed og stabilitet.

I løbet af uddannelsen får du en grundlæggende viden om, hvordan man bygger fx højhuse og boligblokke, veje, broer, torve og pladser. Du lærer også at arbejde i forskellige materialer efter plantegninger og beregninger. Samarbejde med andre faggrupper er desuden en del af både uddannelsesforløbet og jobbet som struktør.

Som struktør vil dine primære opgaver være at:
 

  • Planlægge arbejdsopgaver samt mindre beregninger
  • Opbygge støbeforme og støbe med beton og montere betonelementer i forskellige byggerier
  • Anlægge veje og udføre tunnelarbejde
  • Jordarbejde med større og mindre maskiner fx rendegravere, læssere og bæltemaskiner 
  • Vurdere og kontrollere at fastsatte kvalitets- og sikkerhedsmæssige krav opfyldes.

Specialer og trin
Når du uddanner dig som struktør, skal du på hovedforløbet vælge at specialisere dig til enten anlægsstruktør, bygningsstruktør eller brolægger. 

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen som struktør er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 3½ år – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads.



Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som struktør hører under, hedder Byggeri, håndværk og service, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for forskellige andre uddannelser fx: elektriker, tømrer, murer og snedker.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx struktør.  

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på uddannelsen til struktør.

Hovedforløb
Den sidste og største del af en erhvervsuddannelse kaldes hovedforløbet og varer fra 1-5 år afhængig af uddannelse. 

På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i lære i en virksomhed. Læretiden udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år?
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Ny mesterlære
Enkelte har også mulighed for at gå i gang med det, der kaldes ”ny mesterlære”. Her springer du grundforløbet over og starter direkte som elev ude i en virksomhed i stedet på skolebænken. De fleste virksomheder ansætter dog helst elever, der har gennemført et grundforløb. Fra skolens side anbefaler vi som udgangspunkt også, at du starter på et grundforløb, inden du bliver elev. Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig kompetencevurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Som elev i ”ny mesterlære” fortsætter du efter en tid i virksomheden, typisk et år, på hovedforløbet, hvorefter din uddannelse veksler mellem skole og læretid i virksomheden, til uddannelsen er færdig, og du får dit svendebrev.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløbet. 

Opfylder du ikke adgangskravene?
Så kan vores vejleder Stig Christensen hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

To gange årligt holder vi desuden optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvis du har planer om at starte på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Her hjælper vi dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået matematik F og teknologi F på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet. Det kan være en fordel, hvis du har taget 10. klasse, da du på den måde er sikker på at have opnået de rette faglige niveauer. 

Herudover skal du have certifikatet: Førstehjælp og brandbekæmpelse, krav til opstilling af rulle- og bukkestillads samt vejen som arbejdsplads, som alle erhverves på grundforløbet.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan vores vejleder Stig Christensen hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Muligheder for læreplads

Struktøruddannelsen er en fordelsuddannelse. Det vil sige, at der er stor sandsynlighed for at få læreplads inden for 3 måneder efter grundforløbets 2. del.



Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, lastvognsmekaniker, mediegrafiker, struktør eller noget helt sjette. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op. 

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en læreplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en læreplads.

Fremtidsmuligheder

Struktører arbejder typisk i entreprenørvirksomheder eller hos kloakmestre. Nogle struktører vælger også at starte som selvstændigt erhvervsdrivende.

Der er gode jobmuligheder, da der er mangel på lærlinge og arbejdskraft i branchen.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som struktør kan du bl.a. videreuddanne dig til byggetekniker eller konstruktør. Tager du struktøruddannelsen som EUX, kan du desuden vælge at læse videre til ingeniør eller arkitekt.

Vigtig info

Find os her

Grindsted
Odense
Risingsvej 60, 5000 Odense C
Vejle