Hold styr på vand, varme og ventilation

Det lyder måske banalt og lige til at sørge for, at der er vand i hanerne, varme i radiatorerne, gas på komfuret og at afløbene fungerer. Men der er løbet meget vand gennem rørene siden træk og slip – og nutidens og fremtidens VVS-installationer er avancerede og kræver faglig høj ekspertise.

Som VVS-installatør skal du ikke kun udføre almindelige VVS og blikkenslagerarbejde, du skal installere, kontrollere og sikre, at alt kører optimalt i forhold til både miljøbelastning, økonomi samt vand- og varmeudledning samt udluftning. Og gør det ikke det, så er det din opgave at få det til det.

I løbet af uddannelsen lærer du at varetage driften af ventilations-, varme-, gas-, vand- og afløbsinstallationer. Herudover lærer du at montere tagrender og nedløbsrør. Som VVS-installatør vil du komme i kontakt med mange mennesker. God kommunikation og rådgivning af kunder, er derfor også en vigtig del af både jobbet og uddannelsen.

Som VVS-installationstekniker vil dine primære opgaver være at:

  • Sørge for, at der er styr på vand i hanerne, varme i radiatorer, gas i komfuret, og at afløbene i køkkenet og på toilettet fungerer
  • Installere, fejlsøge, servicere og vedligeholde klima- og ventilationsanlæg samt intelligent sanitetsteknik
  • Fremstille og udføre montage af tagrender, nedløb, skotrender, inddækninger og falsede kviste
  • Svejse og montere stål og plastrør
  • Rådgive og vejlede kunderne i forhold til valg og vedligeholdelse