Giv gæsterne en uforglemmelig oplevelse

Som tjener er det dig, der skaber rammerne for en hyggelig og festlig dag, så gæsterne går glade hjem. Du kan lide at møde mange mennesker, du har overblikket og kan vejlede gæsterne om vin og mad – gerne på flere sprog. Med andre ord handler uddannelsen om værtskab, gastronomi, service og mennesker.

Kan du lide at have gæster og være den perfekte og opmærksomme vært? Som tjener arbejder du med alt fra fester til møder og konferencer. Du har kontakt med mange mennesker, du ved en masse om mad og drikkevarer og følger også med i, hvad der foregår i køkkenet. Du har nemlig mange bolde i luften og skal kunne vejlede og råde gæsterne, når de skal vælge menu. Du elsker også at dække og pynte et flot bord og servere maden for gæsterne for til sidst at afregne med dem og rydde op og gøre klar til næste dag. Du skal også være indstillet på at arbejde, når andre har fri.

Du kan tage grundforløbet til tjener på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. For at tage hovedforløbet skal du til fx Silkeborg, Odense eller Kolding. I løbet af grundforløb 1 får du lov til at snuse til faget, inden du beslutter dig for, om du vil tage resten af uddannelsen – eller om en af de beslægtede uddannelser på Syddansk Erhvervsskole i højere grad er vejen for dig.

Som tjener vil dine primære opgaver være at:

  • Servere mad og drikkevarer til gæsterne
  • Holde dig opdateret med mad og drikkevarer fra menukortet
  • Have kendskab til lokale turistattraktioner
  • Dække og pynte et flot bord samt rydde op efterfølgende og gøre klar til næste dag
  • Være serviceminded og være den, der har det store overblik
SDE TV

Uddannelsens opbygning

Tjeneruddannelsen er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej – og kan tages på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
  • Hovedforløbet varer 2 år og 10 måneder (1 år og 8 måneder, hvis du vil være selskabstjener) – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads. 


Se eksempel på uddannelsesforløb
 


Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som tjener hører under, hedder Fødevarer, gastronomi og ernæring, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for andre uddannelser fx: gourmetslagter, bager og konditor, ernæringsassistent og gastronom.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, hvis det er et nyt kalenderår siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasse eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx tjener.

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på tjeneruddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. Hovedforløbet til tjener kan du ikke tage på Syddansk Erhvervsskole, men på fx Hansenberg i Kolding eller Learnmark Tech i Silkeborg. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i læretid i en virksomhed. Læretiden i virksomheden udgør størstedelen af hovedforløbet og kan også tages i udlandet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år?
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløb 1 og 2.

For at fortsætte på hovedforløbet, er der nogle såkaldte overgangskrav, du skal opfylde – de fleste erhverver du dig i løbet af grundforløbet. Det er dog en god idé at tjekke, at du opfylder niveaukravene i dansk og matematik, hvis du kommer direkte fra 9. klasse. Er du i tvivl, så kontakt vores vejleder Dorte Bladt.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Har du problemer med at opfylde adgangskravene, så kan vores vejleder Dorte Bladt hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

Både i Odense og Vejle holder vi desuden to gange årligt optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. Kontakt Marlene Højbjerg-Rasmussen (mhr@sde.dk), hvis du vil høre mere om optagelsesprøverne.

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået dansk E og engelsk E på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du også have følgende certifikater: førstehjælp/brand og almen fødevarehygiejne.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke overgangskravene, så kan vores vejledere Dorte Bladt hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Muligheder for læreplads

Tjener er en fordelsuddannelse. Det vil sige, at der er stor sandsynlighed for at få læreplads inden for 3 måneder efter grundforløbets 2. del.

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære - uanset om du vil være ernæringsassistent, frisør, værktøjsmager, mediegrafiker, VVS’er eller noget helt sjette. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op. 

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en læreplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en læreplads.

Fremtidsmuligheder

Som tjener vil du typisk kunne få arbejde på forskellige restauranter, kroer, konferencesteder, hotelkæder, på cruiselinere, som steward i fly eller få din egen forretning, hvor du kræser for kunderne. Arbejdsstedet kan både være i Danmark eller i udlandet. Du skal være indstillet på aften- og weekendarbejde, da tjenere ofte arbejder, når mange har fri.

Kan jeg videreuddanne mig?
Med en uddannelse som tjener kan du vælge at videreuddanne dig til fx serviceøkonom eller restaurantleder. Herudover vil du efter uddannelsen have adgang til alle erhvervsakademiuddannelser.

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Vejle

Dorte Bladt
76426273/24969382
dob@sde.dk

Studievejleder Vejle

Lise Lotte Hansen
76426262/51396609
llha@sde.dk

Uddannelsessekretær Vejle

Maja Majbrith Mølgaard
76426242
mmh@sde.dk

Find os her

Grindsted
Odense
Vejle
Boulevarden 36, 7100 Vejle