FÅ ANDRE TIL AT STRÅLE AF SUNDHED OG SMILE TIL DERES SPEJLBILLEDE

Huden sladrer – om både alder, mental tilstand og sundhed. Det er derfor vigtigt at forkæle og pleje den.  Dét ved flere og flere både kvinder og mænd. Efterspørgslen efter eksperter i hud- og skønhedspleje er derfor vokset de seneste år.

Huden beskytter os – specielt hvis vi også husker at beskytte den. Som kosmetiker med speciale i hud- og skønhedsbehandlinger er det din fornemmeste opgave at hjælpe dine kunder med at få en sund, smuk og velafbalanceret hud og et udseende, de er tilfredse med. 

Som hud- og skønhedsplejer kommer du i tæt berøring med dine kunder. Det er derfor vigtigt, at du er god til mennesker og ikke alt for sart. En hud- og skønhedsplejer vil nemlig også komme ud for kunder med hudproblemer og hudsygdomme. 

I løbet af din uddannelse lærer du om forskellige hudtyper og –problemer. Du lærer også, hvordan du bedst behandler eller plejer huden og giver kunden den bedste rådgivning og service.

Undervisningen veksler mellem teori og praktiske øvelser, hvor du får rig mulighed for at udføre hudanalyser, ansigtsbehandlinger og andre hud- og skønhedsbehandlinger.

Som hud- og skønhedsplejer vil dine primære opgaver være at:

  • Udføre ansigts- og kropsbehandlinger
  • Manicure og pedicure
  • Fjerne uønsket ansigtsbehåring samt farve bryn og vipper
  • Lægge make-up og lakere negle
  • Rådgive kunderne om hudpleje og makeup