Sørg for den bedste it-faglige hjælp
til maskiner – og mennesker

Der findes stort set ikke virksomheder, der ikke er afhængige af it på den ene eller anden måde. Og det betyder samtidig, at stort set alle virksomheder har behov for nogle, der kan sikre, at systemerne virker optimalt – og en, der kan hjælpe, hvis de ikke gør.

Som it-supporter skal du ikke alene kunne finde og fikse it-relaterede problemer - du skal også kunne forklare og få folk til at forstå problemet. Eller i det mindste for dem til ikke at lave den samme fejl igen – eller i så fald kunne løse problemet selv.

På uddannelsen opnår du en bred viden om it, der gør dig i stand til at finde fejl og se sammenhænge mellem forskellige systemer. Du bliver også klædt på til at foretage rutinetjek i it-afdelingen.

Desuden lærer du at opbygge og vedligeholde samt optimere netværksløsninger.

Som uddannet it-supporter vil dine primære opgaver være at:

  • drifte og vedligeholdelse af it-systemet
  • finde og fikse it-relaterede fejl og brugerfejl
  • installere og konfigurere computere, programmer og øvrige it-installationer
  • vejlede brugerne og sikre hjælp-til-selvhjælp
  • tilslutte monitorer, printere, routere, servere mv.

Uddannelsens opbygning

Når du vælger uddannelsen it-supporter, starter du i første omgang på hoveduddannelsen data og kommunikation. Her bliver du først uddannet it-supporter – og herefter kan du fortsætte på uddannelsen og blive datatekniker.

It-supporteruddannelsen er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 2 år – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads.

Se eksempel på uddannelsesforløb 

Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som it-supporter hører under, hedder It, netværk og data, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for fagretningens anden uddannelse: datatekniker.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx it-supporter.  

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på it-supporteruddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i lære i en virksomhed. Læretiden i virksomheden udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år?
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Ny mesterlære
Enkelte har også mulighed for at gå i gang med det, der kaldes ”ny mesterlære”. Her tager du grundforløbet i en virksomhed i stedet på skolebænken. De fleste virksomheder ansætter dog helst elever, der har gennemført et grundforløb. 

Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig kompetencevurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Som elev i ”ny mesterlære” fortsætter du efter en tid i virksomheden, typisk et år, på hovedforløbet, hvorefter din uddannelse veksler mellem skole og læretid i virksomheden, til uddannelsen er færdig, og du får dit svendebrev.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløb 1 og 2. Vi anbefaler desuden, at du har gode engelskkundskaber, da mange it-fagtermer er engelske.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Har du problemer med at opfylde adgangskravene, så kan vores vejledere Brian Floridon Petersen i Odense og Leo Kim Andersen i Vejle hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

To gange årligt holder vi desuden optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvis du har planer om at starte på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Her hjælper vi dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået dansk E, matematik E og engelsk E på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du også have følgende certifikater: førstehjælp/brand.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan vores vejledere Brian Floridon Petersen i Odense og Leo Kim Andersen i Vejle hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Praktikmuligheder

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i praktik - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, it-supporter, mediegrafiker, vvs’er eller noget helt sjette. Uden en praktikplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.
Det er dit eget ansvar at finde en praktikplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd.

Du skal første gang i praktik på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en praktikplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en praktikplads.  

Hvad hvis jeg ikke finder en praktikplads?
Hvis du mod forventning ikke finder en praktikplads, inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at komme i det, der kaldes skolepraktik. Skolepraktik er en måde, hvorpå du alligevel kan komme videre med din drømmeuddannelse uden at være i praktik i en virksomhed. Her får du opgaver, som ligner dem, du kunne have fået på en praktikplads.

Fremtidsmuligheder

Som uddannet it-supporter vil du kunne få job, som indbefatter forskellige typer konsulentarbejde, support og vedligeholdelse i stort set alle virksomheder, der anvender it i det daglige arbejde. Mange  vælger desuden at starte deres eget firma.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som uddannet it-supporter kan du vælge at videreuddanne til datatekniker på Syddansk Erhvervsskole, som giver mulighed for, at du efterfølgende kan uddanne dig til fx it-teknolog, softwareudvikler og civilingeniør.

Der findes en række efteruddannelseskurser inden for det Data- og kommunikationstekniske område og inden for området Tele- og datateknik.

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Odense M

Brian Floridon Petersen
63126650/21153844
bfp@sde.dk

Uddannelsessekretær Odense M

Sabine Steffensen Hofman Nielsen
63126805/29386808
sshn@sde.dk

Studievejleder Vejle

Leo Kim Andersen
51396626
lka@sde.dk

Uddannelsessekretær Vejle

Betina Bach-Rasmussen
76426244
bbr@sde.dk

Afdelingsleder Grindsted

Anna Maria Elisabeth Jakobsen
20313312
aja@sde.dk

Koordinator Grindsted

Dawn Marie Mortensen
76426272/20261594
dmm@sde.dk

Uddannelsessekretær Grindsted

Lene Højer Voss Knudsen
63126424/29166727
lv@sde.dk

Find os her

Grindsted
Tinghusgade 12, 7200 Grindsted
Odense
Munkebjergvej 130, 5230 Odense M
Vejle
Boulevarden 19, 7100 Vejle