Mediegrafiker: En kreativ detaljerytter med forkromet overblik   

Er du typen, der lægger mærke til, hvis en overskrift ikke er helt centreret? Billedet er lidt uskarpt? Eller layoutet nærmest vælter til den ene side? Så er du den fødte mediegrafiker.

Som mediegrafiker er du en slags grafisk dørmand, der sikrer, at intet dårligt design forlader virksomheden. Det vil nemlig være dig, der ser, gennemser og forfiner det grafiske materiale, inden det sendes til tryk eller publiceres online. Du vil dog også indimellem selv skulle slå nogle kreative kolbøtter – når nye brochurer, flyers, annoncer, hjemmesider eller andre grafiske opgaver skal udvikles og designes. 

På uddannelsen lærer du at planlægge, gennemføre og kontrollere forskellige typer af grafiske opgaver. Du lærer også om betydningen af den grafiske opsætning samt valg af typografi, billeder, farver og former. 

De fleste – hvis ikke alle – opgaver løses i dag digitalt. Du får derfor også den nødvendige undervisning i anvendelsen af forskellige visuelle programmer i løbet af uddannelsen.

Som mediegrafiker vil dine primære opgaver være at:
  

  • Layoute og rentegne trykte og digitale medier
  • Bearbejde billeder og vedligeholde billeddatabaser
  • Opsætte designmanualer
  • Gøre materialer klar til tryk og/eller digital publicering
  • Designe og opdatere websider 
SDE TV

Uddannelsens opbygning

Mediegrafiker-uddannelsen er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 3 år og 5 måneder – og består af en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads.

Se eksempel på uddannelsesforløb 

Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som mediegrafiker hører under, hedder Mediedesign og web, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for uddannelserne: Digital Media og Web-integrator.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx mediegrafiker. 

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på mediegrafiker-uddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. Hovedforløbet på mediegrafiker-uddannelsen varer 3 år og 5 måneder.  

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb
Du har mulighed for at starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Der er adgangsbegrænsning på uddannelsen til mediegrafiker. For at blive optaget på grundforløbet, skal du derfor enten have en læreplads, eller ansøge om en af skolens kvotepladser.

Kvotepladser er skolens mulighed for at optage et mindre antal elever, som ikke har en aftale om en elevplads inden uddannelsesstart. Kvotepladserne fordeles på baggrund af en optagelsesprøve.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Har du problemer med at opfylde adgangskravene, så kan vores vejleder Susanne Binggeli hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen. 

To gange årligt holder vi desuden optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at komme søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvor vi hjælper dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået dansk E, design E og samfundsfag F på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du have certifikatet: Førstehjælp/brand

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan vores vejleder Susanne Binggeli hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Muligheder for læreplads

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, smed, mediegrafiker, vvs’er eller noget helt sjette. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op. 

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. Du skal dog i modsætningen til mange andre erhvervsuddannelser allerede inden, du starter på din uddannelse have en uddannelsesaftale med en virksomhed.

Hvad hvis jeg ikke finder en læreplads?
Hvis du mod forventning ikke finder en læreplads, inden du starter på grundforløbet, har du mulighed for at komme i det, der kaldes skolepraktik. Skolepraktik er en måde, hvorpå du alligevel kan komme i gang  med din drømmeuddannelse uden at være i praktik i en virksomhed.

Skolepraktikken har et begrænset antal pladser og foregår på Syddansk Erhvervsskole på Munkebjergvej i Odense. Her får du opgaver, som ligner dem, du kunne have fået på en læreplads.

Fremtidsmuligheder

Mediegrafikere er typisk ansat på reklamebureauer, web-bureauer, multimedievirksomheder, trykkerier, forlag, dagblade eller grafiske tegnestuer - eller de er ansat i større virksomheders kommunikations- og informationsafdelinger. Nogle vælger også at blive selvstændige eller arbejde freelance for forskellige virksomheder.

Kan jeg videreuddanne mig?
Med en uddannelse som mediegrafiker kan du vælge at videreuddanne dig til for eksempel multimediedesigner, it-teknolog, datamatiker eller en af de andre akademiuddannelser. 

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tilbyder også en række relevante videregående uddannelser. Disse kræver dog, at du supplerer din uddannelse med fag på gymnasialt niveau.

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Odense M

Henrik Olesen
24946114
heol@sde.dk

Uddannelsessekretær Odense M

Tina Due Enggaard
63126823/42761104
tde@sde.dk

Find os her

Grindsted
Odense
Munkebjergvej 130, 5230 Odense M
Vejle