Sørg for, at alt kommer på rette hylde

Du behøver ikke, at være et ordensmenneske derhjemme – du er til gengæld nødt til at være det, mens du er på arbejde, hvis du vel og mærke ønsker at arbejde på et lager eller i en terminal. For der skal være styr på alt – fra gulv til loft.

Som lager-og terminaluddannet får du i bogstaveligste forstand en arbejdsplads med højt til loftet og masser af ansvar. Det er nemlig dig, der skal vide, hvor varenummer 51-827 præcist er placeret. Hvordan du hurtigst og mest sikkert får den øverste palle ned fra hylden, og hvor dagens varer skal sættes ind. Heldigvis har du både elektroniske lagerstyringssystemer, paller og trucks til at hjælpe dig. Men ikke uden et naturligt overblik, højt serviceniveau og en god sans for systemer.

I løbet af uddannelsen lærer du om brugen af forskellige former for informationsteknologi – for eksempel administrative it-programmer og forskellige mærkningssystemer til registrering, som er uundværlige værktøjer i nutidens lagerstyring. På uddannelsen får du desuden certifikat til gaffeltruck og kørekort varevogn under 3.500 kilo.

Når du har taget lager- og terminaluddannelsen vil dine opgaver typisk være at:

  • Ordrebehandle – pluk og pak
  • Udlevere varer til kunderne
  • Læsning/losning af varer samt containertømning
  • Indtaste og foretage opfølgning i lager- og logistiksystemet
  • Modtage returvarer og reklamationer 

Specialer og trin
Uddannelsen har trinnet lagermedhjælper. Herefter kan du vælge specialerne lageroperatør eller transportoperatør.

Uddannelsens opbygning

Lager- og terminaluddannelsen er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet varer 2 ½ år – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din læreplads.

Se eksempel på uddannelsesforløb 

Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som lager- og terminaluddannelsen hører under, hedder Metal, motor og transport, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for forskellige andre uddannelser fx: personvognsmekaniker, smed, teknisk designer, industrioperatør og chauffør.

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx lager- og terminaluddannelsen.

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på lager- og terminaluddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af en erhvervsuddannelse kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i lære i en virksomhed. Læretiden i virksomheden udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din virksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år?
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Ny mesterlære
Enkelte har også mulighed for at gå i gang med det, der kaldes ”ny mesterlære”. Her springer du grundforløbet over og starter direkte som elev ude i en virksomhed i stedet for på skolebænken. De fleste virksomheder ansætter dog helst elever, der har gennemført et grundforløb. Fra skolen side anbefaler vi som udgangspunkt også, at du starter på et grundforløb, inden du bliver elev. Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig kompetencevurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Som elev i ”ny mesterlære” fortsætter du efter en tid i virksomheden, typisk et år, på hovedforløbet, hvorefter din uddannelse veksler mellem skole og læretid i virksomheden, til uddannelsen er færdig, og du får dit svendebrev.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb

Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve. I dansk beregnes gennemsnittet af dine mundtlige og skriftlige karakterer. I matematik beregnes gennemsnittet af dine skriftlige karakterer.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløb 1 og 2. 

Opfylder du ikke adgangskravene?
Har du problemer med at opfylde adgangskravene, så kan vores vejleder Charlotte Hansen hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

Både i Odense og Vejle holder vi desuden to gange årligt optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. 

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvis du har planer om at starte i Odense. Her hjælper vi dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. 

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb. Inden du starter på hovedforløbet, skal du have bestået naturfag F og informationsteknologi F på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Herudover skal du have certifikatet: Førstehjælp og brandbekæmpelse og gaffeltruckførercertifikat kategori B, som begge kan erhverves på grundforløbet.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan vores vejleder Charlotte Hansen hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse.

Muligheder for læreplads

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i lære - uanset om du vil være tandklinikassistent, frisør, mediegrafiker, vvs’er, uddannet inden for lager og terminal eller noget helt sjette. Uden en læreplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en læreplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd. Skolen har et praktikkorps på ca. 20 ansatte, der udelukkende arbejder for, at du som elev lettere kan finde en læreplads. Praktikkorpset opsøger virksomheder for at få dem til at slå ledige lærepladser op. 

Du skal første gang i lære på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en læreplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en læreplads.

Hvad hvis jeg ikke finder en læreplads?
Hvis du mod forventning ikke finder en lærepladsplads, inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at komme i det, der kaldes skolepraktik. Skolepraktik er en måde, hvorpå du alligevel kan komme videre med din drømmeuddannelse uden at være i praktik i en virksomhed. Her får du opgaver, som ligner dem, du kunne have fået på en læreplads.

Fremtidsmuligheder

Som lagermedhjælper finder du typisk arbejde i møbelfirmaer, super- og byggemarkeder, handelsfirmaer eller produktionsvirksomheder.

Vælger du at fortsætte på trin 2 og blive lageroperatør med et speciale i lager og logistik vil du typisk komme til at arbejde i en godsterminal, et centrallager eller en fragtcentral.

Vælger du på trin 2 at blive lageroperatør med speciale i lager og transport kan du både til at arbejde på lager og køre lastbil. Her erhverver du nemlig kørekort til lastbil kategori C.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som lageroperatør kan du tage en overbygning som kørselsdisponent eller lager- og terminaldisponent (trin 3). Denne uddannelse giver adgang til videregående uddannelser.

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Odense C

Charlotte Hansen
63126776/24804979
chha@sde.dk

Skolehjemssekretær Odense SØ

Birgitte True
63126715/40711100
bit@sde.dk

Find os her

Grindsted
Odense
Petersmindevej 1 F, 5000 Odense C
Vejle
""
Mød Jennifer - lageroperatør hos Svendborg Brakes