Vinderen af Årets læreplads 2018 blev Robotvirksomheden Inwatec

Automatikteknikerelev Thomas: Går glad på arbejde

Syddansk Erhvervsskole har kåret robotvirksomheden Inwatec til Årets Læreplads 2018. Skolens kommende automatiktekniker Thomas Johannes Mortensen giver sin læreplads flotte ord med på vejen: 

”- Jeg står glad op og går på arbejde, og nyder alt hvad vi laver. Selv det arbejde, som kan være kedeligt i længden, bliver udført med et smil på læben,” lyder det fra Thomas Johannes Mortensen i indstillingen.

Hans indstilling viser, at arbejdsglæden er stor, og at Inwatec har en fantastisk tilgang til deres elever uanset om de kommer fra en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. Virksomheden summer af elever og studerende på forskellige projekter og opgaver. Som automatikteknikerelev tester Thomas om maskinerne virker og har bl.a. ansvaret for test af eltavler.

- Overrækkelse af Årets Læreplads 2018 er et udtryk for fælles succes. Vi kan sammen uddanne Danmarks dygtigste, når vi leverer elever som Thomas, der gør det godt både på skolebænken og i det ”virkelige liv” i robotbranchen, siger vicedirektør fra Syddansk Erhvervsskole Mette Tram Pedersen, der har været med til at udvælge blandt kandidaterne til Årets Læreplads.

Godt kollegaskab med plads til alle

- Vi nyder, at kunne give et skulderklap til en udvalgt virksomhed som Inwatec, der set med eleven Thomas Johannes Mortensens øjne fortjener at blive fremhævet som Årets Læreplads 2018. 
Som uddannelsesinstitution gør vi os umage i vores undervisning, mens lærepladsen lærer eleverne, hvordan det er at være på en arbejdsplads. Både socialt men også fagligt i forhold til kunder. Et godt kollegaskab bliver netop fremhævet i indstillingen fra Thomas. Han bemærker, at han indgår på lige vilkår med resten af teamet uanset om, der bliver spist kage til fødselsdag, grillet om fredagen eller afholdt virksomhedsweekend, lyder det fra Mette Tram Pedersen.

- Jeg er utrolig beæret over indstilingen fra Thomas, som beskriver os som alt det gode, vi gerne vil være. Thomas er en guldklump og et fantastisk energibundt, siger adm. direktør for Inwatec Mads Andresen om prisen og sin lærling.

Bestyrelsesformand fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisation Tekniq Torben Mølgaard Andersen, vicedirektør Mette Tram Pedersen og campuschef Bo Nørregaard Jensen var alle med til fejringen med brunsviger og taler, der blev afholdt hos Inwatec i Odense.

Medieomtale

FAKTA: Årets Læreplads
Danske Erhvervsskoler og Gymnasier kårer hvert år Årets Læreplads blandt indstillinger fra elever, der er i praktik eller har afsluttet deres uddannelse inden for samme kalenderår.
Valget af Årets Læreplads bygger på følgende kriterier: Fagligt, kollegialt, ledelse, vejledning og socialt.
Eleverne indsender deres indstilling til den skole, hvor de tager deres hovedforløb på, hvorefter skolen udvælger en kandidat, der sendes videre til den landsdækkende konkurrence om Årets Læreplads, der afvikles den 15. november 2018.

FAKTA: Inwatec
Robotvirksomheden Inwatec ligger i Odense og producerer intelligente sorteringsanlæg og industrimaskiner til vaskeribranchen i hele verden. De har eksisteret siden 2009 og har kunder i Kina, USA, Singapore og mange europæiske lande. Virksomheden er kåret af Børsen som Årets Gazelle 2018 (har vækstet 392 procent inden for de sidste 4 år) og har mere end 40 ansatte.