Vinderen af Årets læreplads 2019 blev Murerfirmaet K. Wichman
Stort tillykke til murerfirmaet K. Wichmann, som er kåret som Årets Læreplads 2019 på Syddansk Erhvervsskole. Det er virksomhedens lærling, Christian Damm Birkshøj, som har indstillet sin læreplads.
Christian selv skriver bl.a. i sin indstilling:
”Min læreplads er den bedste, da jeg har en mester, der er forstående og engageret i at lære fra sig. Jeg har kunne udvide min faglige viden og fået forståelse for gammelt og nyt byggeri. Min mester har vist, at han tør stole på mig ved at lade mig stå for mine egne projekter og stå for meget kundekontakt.”
Murermester Kasper Wichmann fik mandag eftermiddag overrakt et diplom med Årets Læreplads 2019, da skolens bestyrelsesformand Torben Andersen og vicedirektør Mette Tram besøgte virksomheden. Kåringen er en betydelig anerkendelse af K. Wichmanns engagement og bidrag til at uddanne til fremtiden.
Foto: Murermester Kasper Wichmann, lærling Christian Damm Birkshøj og bestyrelsesformand på Syddansk Erhvervsskole Torben Andersen.
FAKTA: Årets Læreplads
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier kårer hvert år Årets Læreplads blandt indstillinger fra elever, der er i lære eller har afsluttet deres uddannelse inden for samme kalenderår.
Valget af Årets Læreplads bygger på følgende kriterier: Fagligt, kollegialt, ledelse, vejledning og socialt.
Eleverne indsender deres indstilling til den skole, hvor de tager deres hovedforløb på, hvorefter skolen udvælger en kandidat, der sendes videre til den landsdækkende konkurrence om Årets Læreplads, der afvikles i november. Se mere på hjemmesiden Årets Læreplads