Rosenberg Malerfirma vinder prisen som Årets Læreplads 2022

I år løb Rosenberg Malerfirma med prisen som Danmarks bedste læreplads. Hvert år kan eleverne på landets erhvervsskoler indstille deres læreplads til prisen som Årets Læreplads, som uddeles af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Den anerkendelse kunne to stolte direktører og deres lærling i dag tage med sig hjem til Horsens.

”Det er bare det bedste sted. Den statuette skal med os hjem”, lød det helhjertet fra lærling Mette Røn Nielsen dagen før kåringen af Årets Læreplads. 34-årige Mette skiftede til malerfaget efter 12 år i detailbranchen. Et skifte, hvor hun har fundet sin rette hylde og opnået den frihed og fleksibilitet, som hun gerne vil have i hverdagen - og et job, som er spændende at stå op til. Hver dag. 

- Det er fedt at være med indenfor et fag, som udvikler sig hele tiden med nye materialer, maskiner, tendenser og udstyr. Det bedste som lærling hos Rosenberg er, at vi får lov til at være med i arbejdet fra Dag 1, lyder det fra Mette, når hun med passion i stemmen fortæller, hvorfor hun har indstillet sin læreplads til prisen. 

- Vi skal ikke kun lave alt forarbejdet og klargøringen. Jeg arbejder sammen med nogle svende, som er vildt gode til at lade mig lære noget ved at prøve tingene af og lære af eventuelle fejl. Vi får enormt meget frihed under ansvar, og det er bare lækkert, at man får lov.

Mentorordning skaber udvikling

Rosenberg Malerfirma var oppe imod to andre virksomheder i kategorien Årets Læreplads, da kåringen fandt sted i København onsdag middag. Blandt gæsterne var direktør Henrik Høj og adm. direktør Michael Rosenberg, da deres malerfirma løb afsted med prisen: 

- Vi er mega stolte over, at Mette har valgt at indstille os, og at vi nu har vundet prisen som Danmarks bedste læreplads. Det gør os utrolig glade, at vi har nogle medarbejdere, som sætter pris på de samme værdier som os. Vi har nogle dygtige svende, som har lyst til at lære fra sig og sørge for, at der hver dag bliver taget godt hånd om vores lærlinge i arbejdsdagen. 

Hos Rosenberg Malerfirma er der ca. 5-7 lærlinge hele tiden. Virksomheden modtager rigtig mange ansøgninger hvert år, og det spredes hurtigt fra mund til mund, at det er et attraktivt sted at være lærling:

- Hos os sætter vi stor pris på frihed under ansvar. Samtidig ved vi, at det kan være en udfordring, når man går mange timer selv på et projekt. Derfor har vi en mentorordning, hvor den samme svend og lærling arbejder sammen gennem hele projektet. Det giver mulighed for at stå på egne ben samtidig med, at man har en sikker hånd i ryggen både personligt og fagligt, lyder det fra adm. direktør Michael Rosenberg.

Aldrig to dage er ens 

Netop udvikling er noget, som lærlingen Mette oplever som særlig positivt i hendes nye arbejdsliv. En alsidig arbejdsdag med mange forskellige arbejdsprocesser, projekter og forskellige arbejdspladser lige fra nybyg til private kunder skaber en spændende hverdag, hvor to dage sjældent er ens. Hvor man kan gøre andre glade og se resultaterne af ens arbejde. 

- Succesoplevelserne er det fedeste at gå hjem med. Mester er rigtig god til at matche os med svendene, som vi går godt i spænd med både i forhold til kemi, arbejdsmåde, humør, tempo osv. Både et match som passer os her og nu, men som også kan udvikle os. Faktisk er det fedeste, når man har fået lov til at prøve noget nyt, og det så rent faktisk lykkedes, lyder det glad fra Mette.

Tilbage i 2003 løb Rosenberg Malerfirma også afsted med selvsamme pris og anerkendelsen af deres indsats med at uddanne lærlinge inden for faget. I år var Rosenberg Malerfirma oppe imod Arla Foods Ingredients Danmark Protein og Jyndbjerg møbelsnedkeri.

Fakta om prisen
I dommerkommitéen hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har man vurderet indstillingerne ud fra fire kriterier. Hvad har eleverne fagligt lært? Hvordan er det kollegiale sammenhold? Hvordan sikrer arbejdspladsen, at du lærer, hvad du skal, og får du vejledning? Har din læreplads gjort noget særligt for dig og taget et socialt ansvar? 

Prisen er et kæmpe skulderklap til virksomhederne for deres særlige indsats med at uddanne lærlinge til branchen.