Cecilie Itenov, der uddanner sig til neurofysiologiassistent på Syddansk Erhvervsskole i Odense, giver arbejdspladsen flotte ord med på vejen i sin indstilling. Hun oplever som elev, at eleverne på Filadelfia betyder noget og bliver passet på, så man aldrig bliver overladt til sig selv. Gennemgående i hendes indstilling er, at Filadelfia opleves som en læreplads, der omfatter omsorg og forståelse for den enkelte elev. Her bruger vejlederne al den tid på eleven, som der er brug for.

Arbejdsglæde: Griner fra sin mave
Cecilie skriver bl.a. i sin indstilling:
”På Epilepsihospitalet Filadelfia har jeg de bedste kolleger og jeg føler mig værdsat og hørt. Jeg får altid hjælp og støtte, når der er behov. Jeg har aldrig mere at lave end jeg kan følge med, og der er tid til fordybelse. Jeg har et fantastisk arbejdsmiljø og jeg griner nede fra min mave HVER dag.”

Syddansk Erhvervsskoles vicedirektør Anne Gammelby Lybecker begrunder valget af Filadelfia blandt de indstillede lærepladser:
”Det er en fantastisk iagttagelse Cecilie har gjort sig - at være så glad for at gå på arbejde hver dag, at man kan grine nede fra sin mave hver dag. Hvem drømmer ikke om det? At føle man er havnet det rigtige sted og på rette hylde. Ingen tvivl om at Cecilies begejstring for Filadelfia er dybfølt og oprigtig – det er blevet bemærket, og det har været afgørende for valget af Filadelfia som Årets Læreplads”, siger vicedirektør Anne Gammelby, der har været med til at udvælge Årets lokale Læreplads 2017.

Gør sig umage og møder patienterne, der hvor de er
Også fra Lærepladsens side er der stor tilfredshed med Cecilie Itenovs indsats som neurofysiologiassistentelev. De er sikre på, at Cecilie bliver en eftertragtet medarbejder efter endt uddannelse:
”Fagligt er Cecilie præcis, hvor hun skal være, hvilket vi er stolte af. Cecilie møder patienterne, der hvor de er, og har en meget fin kontakt til vores patienter - unge som gamle, handicap eller ej. Hun gør sig umage og er dygtig til at se, hvis der lige kan gøres noget ekstra for at forfine undersøgelsen. Det gør alt sammen, at vi er sikre på, at hun bliver en eftertragtet medarbejder efter endt uddannelse”, siger Ledende sygeplejerske Helle Kjærgaard, Filadelfia.

Fakta om Årets Læreplads
Danske Erhvervsskoler og Gymnasier kårer hvert år Årets Læreplads blandt indstillinger fra elever, der er i praktik eller har afsluttet deres uddannelse inden for samme kalenderår.
Valget af Årets Læreplads bygger på følgende kriterier: Fagligt, kollegialt, ledelse, vejledning og socialt.
Eleverne indsender deres indstilling til den skole, hvor de tager deres hovedforløb på, hvorefter skolen udvælger en kandidat, der sendes videre til den landsdækkende konkurrence om Årets Læreplads, som i år kåres den 23. november i København. 

Fakta om Filadelfia
Filadelfia er et landsdækkende epilepsihospital samt rehabiliteringscenter inden for epilepsi og erhvervet hjerneskade. Filadelfia har sin egen bestyrelse og beskæftiger 800 medarbejdere.
I Danmark har 55.000 mennesker epilepsi. 15.000 har erhvervet hjerneskade.