Julius udfordrer sig selv på Færøerne
For Julius, der er tømrerlærling, har uddannelsen ikke bare handlet om træ og værktøj, men også om at udfordre sig selv og træde ud af sin komfortzone. Da det var svært at finde en læreplads i Danmark, opstod muligheden for et praktikophold på Færøerne – en beslutning, der skulle vise sig at blive både grænseoverskridende og givende.
Fra skolepraktik til Færøernes storslåede natur
Julius gik fra skolepraktik til at stå i mesters kælder på Færøerne – en rejse, der startede med en simpel telefonopringning. "Jeg ringede til en mester deroppe og spurgte, om han havde plads til mig. Ugen efter tog jeg til jobsamtale, og kort tid efter flyttede jeg til Færøerne," fortæller Julius.
Her arbejder han nu med alt fra traditionelle færøske bygninger til mere moderne projekter, og den omkringliggende natur har gjort et stort indtryk på ham. "Jeg har set nordlys og oplevet de lokale traditioner. Det er virkelig en helt anden verden end Danmark," siger han.
Helt andre forhold
Arbejdsmæssigt har opholdet også budt på udfordringer. Det færøske klima er omskifteligt, og det stiller krav til planlægning og fleksibilitet. "Vejret skifter konstant – det kan regne, sne og så blive solskin på samme dag. Det gør, at man skal være omstillingsparat og planlægge arbejdet efter forholdene," forklarer Julius.
Men netop de anderledes vilkår har styrket hans faglighed. "Jeg tænker meget mere over, hvordan jeg arbejder, og jeg er blevet bedre til at tilpasse mig. Jeg har også delt mine erfaringer fra Danmark og prøvet nye måder at løse opgaver på sammen med mine kolleger," siger han.
Fra tryghedsmenneske til mødet med nye mennesker
At flytte til et nyt land har også været en personlig rejse for Julius. Som han selv beskriver det: "Jeg er tryghedsmenneske, så det her var virkelig grænseoverskridende for mig. Men det har lært mig meget om mig selv – og om, hvad jeg kan klare".
Han bor i kælderen hos sin mester, og den tætte kontakt til både arbejdslivet og lokalsamfundet har været en stor del af oplevelsen. Julius har lært at klare sig selv i hverdagen, men også at finde glæden i små ting som at møde nye mennesker og opleve en anden kultur.
Et ophold der åbner døre
For Julius har opholdet på Færøerne været en unik mulighed for både faglig og personlig udvikling. "Jeg tager helt klart det med, at jeg gjorde det – jeg sprang ud i noget, der var ukendt og udfordrende, og det gav mig en masse erfaringer," fortæller han.
Syddansk Erhvervsskole støtter elever i at tage deres uddannelse med ud i verden. Med ophold som Julius’ er det muligt at kombinere faglighed og eventyr – og få oplevelser, der giver både nye kompetencer og minder for livet.