Elever i Vejle skaber cateringvirksomhed via fusionsforløb med FGU Trekanten
Forløbet tager udgangspunkt i elevernes egen idéudviklede cateringvirksomhed, som de har arbejdet med på FGU i tiden op til fusionsugen på Syddansk Erhvervsskole. I løbet af ugen skal de omsætte idéerne til virkelighed, når de hver dag besøger én af Syddansk Erhvervsskoles fagretninger og prøver kræfter med forskellige håndværk og konkrete opgaver.
- Uddannelsesvalg åbner for et væld af spændende muligheder for unge i dag. Med fusionsforløbet ønsker vi at give eleverne praksisnære og motiverende oplevelser af den læring og undervisningsmetodik, der kendetegner en erhvervsskole og derved støtte dem i at blive mere afklarede og trygge i deres eget uddannelsesvalg.” forklarer direktør for Syddansk erhvervsskole, Lars Bregnehøj og uddyber:
- Vi tror på, at flere af dem vil stå tilbage med den oplevelse. Vi er ret stolte af vores skole og det miljø og den faglighed, vi kan tilbyde eleverne, og vi håber derfor at få mulighed for at byde mange af eleverne fra forløbet velkommen ind i skolens fællesskab, når de skal vælge deres videre uddannelsesvej.
Elever får indblik i fagretningernes sammenhæng og økosystem
Gennem ugen kommer eleverne til at arbejde med en lang række produktioner, der alle indgår i deres egen fiktive cateringvirksomhed:
- IT, Netværk og Design
Eleverne udvikler digitale løsninger – blandt andet et bookingsystem, der skal bruges af virksomhedens gæster. Her får de indsigt i planlægning, brugervenlighed og digital struktur.
- Byggeri, Energi og Konstruktion
Her tegner, beregner og producerer eleverne serveringsbrætter, brødbakker og andre træprodukter, som bliver en del af virksomhedens hverdag. Fokus er på håndværk, præcision og materialeforståelse.
- Robot, Teknologi og Automatik
Eleverne fremstiller servietholdere og servietringe, hvor formgivning, detaljegrad og arbejdet med teknologi går hånd i hånd. De oplever, hvordan selv små elementer kan løfte en hel kundeoplevelse.
- Motor, Transport og Teknologi
Her lærer eleverne at udføre dækskifte og olietjek – helt centrale elementer i at sikre en driftssikker leveringskæde for en cateringvirksomhed.
- Gastronomi, Ernæring og Service
Eleverne arbejder med madlavning, borddækning og værtskab, og de afslutter dagen med fællesspisning og evaluering af dagens produktion.
Kulinarisk finale fredag
Ugen rundes af med en festlig og velsmagende finale. Her har eleverne inviteret klassekammerater, EUD-undervisere, vejledere og FGU-lærere til en tapasoplevelse, der både viser deres faglige udvikling og kreativitet.
Tapassen serveres på de serveringsbakker, eleverne selv har fremstillet, og måltidet nydes ved smukt dækkede borde i restauranten på Syddansk Erhvervsskole.
En uge der skaber afklaring, mod og motivation
Broen til Fremtiden er skabt for at give unge en realistisk, praksisnær og inspirerende oplevelse af erhvervsuddannelserne. Forløbet styrker elevernes kendskab til forskellige fagretninger, giver dem nye kompetencer og støtter deres afklaring i forhold til fremtidige uddannelsesvalg. Broen til Fremtiden er støttet af Den Europæiske Union og Region Syddanmark.
Seneste nyheder
-
Elever i Vejle skaber cateringvirksomhed via fusionsforløb med FGU Trekanten04-02-2026
-
Hackerdag for begyndere: Hvad går cybersikkerhed egentlig ud på?04-02-2026
-
To SDE-elever modtager ML-Prisen 202531-10-2025
-
Julie overrækkes Medallion for Excellence ved EuroSkills 202518-09-2025
-
Fremtidens lastvognsmekanikere får grøn teknologi mellem hænderne i Vejle03-09-2025