Mesterligt svendestykke og 100.000 kr. i rejselegat
Et smukt skab pryder snedkerhallen på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Snorre Steenstrup Dyhr har præsteret et mesterværk i højeste liga - og det blev bemærket, da han fredag bestod sin svendeprøve som møbelsnedker med udmærkelsen Sølv, som er den højeste indenfor træfagene. Fredag var en festdag hos snedkerne med besøg af familier i værkstedet, bobler, spisning og overrækkelse af svendeprøvebeviset til Snorre og de andre dygtige, nydlærte maskin-, bygnings- og møbelsnedkere.
Et ungt talent med passion for faget
Snorre er ikke hvem som helst – i 2019 blev han kåret til Danmarks dygtigste møbelsnedker til DM i Skills . Det blev hans direkte billet til VM i Skills i Rusland. Med sine 18 år var Snorre det danske landsholds yngste deltager tilbage i 2019. I dag, to år senere, står han som nyudlært møbelsnedker med højeste udmærkelse, et buk for dronningen og et rejselegat på 100.000 kr. fra A.P. Møller Fonden til unge håndværkeres videre uddannelse i udlandet.
- Det er ret overvældende det hele, lyder det glad fra Snorre. – Jeg glæder mig mega meget til at komme til udlandet, se noget andet snedkeri og lære en masse. Det er det fede ved det hele; at se nye teknikker, som jeg vil få gavn af. Mit rejselegat fra A.P. Møller Fonden skal forhåbentlig bruges til et ophold hos Silverlining Furniture i Wales, England. De laver eksklusivt inventar til yachts – det fornemmeste i hele verden, synes jeg.
Ud i verden og suge til sig
Rejselegatet blev overrakt ved Håndværkerforeningen Københavns medaljeuddeling tirsdag, hvor bl.a. H. M Dronningen og direktør i Håndværkerforeningen i København var med.
- De to legatmodtagere er udvalgt, fordi de har ambitioner og ønsker at påtage sig det store ansvar, det er at tage ud i verden og blive dygtigere og klogere. Ikke bare for deres egen skyld, men også med ambition om at tage det med hjem og dele deres viden med andre og på den måde højne håndværket. Det kræver, at man kan rejse blikket, og at man har en grundlæggende kærlighed til sit fag, udtalte Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.
Først går turen dog ½ år til Irland, hvor Snorre har fået foden inden for hos Zelouf and Bell i Irland - et ophold, som er støttet af et andet stort rejselegat fra Master Challenge, som Snorre har søgt og modtaget.
Unikt håndelag og nørderi
Under sin uddannelse har Snorre haft læreplads hos OT Lauridsen i Sindbjerglund, som har givet ham rigtig gode muligheder for at dygtiggøre sig op til både konkurrencer og under hele hans uddannelse. Også underviserne i Vejle har gennem årene oplevet Snorres talent.
- Snorre har et utrolig højt fagligt niveau. Han har udfordret både sig selv og os med nye teknikker, som han har set på videoer. Fx har han kogt træ og kommet væsker ind. Det har givet nogle spændende faglige diskussioner og bragt ny viden og inspiration ind. Det er altid fantastisk, når det sker på holdene, lyder det fra Henrik Madsen og Kim E. Vestergaard, to af Snorres undervisere på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
- Snorre har lagt utrolig meget energi, tid og penge i at blive dygtigere – også i sin fritid. Det siger noget om hans passion for snedkerfaget, som nu også giver pote med flotte legater til rejser i udlandet, uddyber de to om det unge talent.