Middelalderfestival i Horsens: Eleverne satte smag på historien

Rejs med Syddansk Erhvervsskole tilbage til middelalderen.
2/9 2024 - Emma Rønn

Når Horsens Middelalderfestival løber af stablen, er det ikke kun riddere og gøglere, der bringer fortiden til live. Syddansk Erhvervsskoles elever fra gastronomi, ernæring og service-fagretningen byder også festivalens gæster en tur tilbage til middelalderen. Den 30.-31. august var eleverne igen i år med til at give festivalen et kulinarisk løft, da de serverede autentiske middelalderretter fra skolens boder. 

 

De tre store telte, som nogle af eleverne allerede begyndte at sætte op om mandagen, dannede rammen om en weekend fyldt med bagning, grilning og servering af middelalderinspirerede retter og drikkevarer. Men det er ikke kun smagen, der skal sidde lige i skabet – det samme gælder historien. Niels Ingemann Steffensen, overlærer for fødevareruddannelserne, fortæller, at det kræver en særlig indsats at ramme den historiske korrekthed, som festivalen efterspørger. Han husker stadig året, hvor eleverne og lærerne selv måtte gøre kål på 100 kg flæskesvær, da retten blev afvist for ikke at være tidssvarende 

 

Et rigt udvalg af middelaldermad 

I skolens store boder blev der serveret en bred vifte af middelalderretter. Eleverne bagte og formede forskellige typer brød og kager direkte foran publikum på festivalen. Derudover blev der serveret øl, vin og hjemmelavet saft. Eleverne havde også sammensat en lækker middelalderplatte, som bød på forskelligt grillet kød, salater, brød og kager. 

 

Festivalen som introforløb

At deltage i festivalen handler dog om mere end bare madlavning, bagning og servering. For de nye elever fungerer turen som en del af deres introforløb, hvor de får mulighed for at arbejde tæt sammen og lære hinanden at kende under anderledes forhold. De moderne outfits bliver skiftet ud med skræddersyede middelalderdragter, og eleverne får et unikt indblik i, hvordan deres fremtidige fag kan anvendes i praksis. 

 

"De er måske lidt skeptiske i starten, men når vi lukker boden om lørdagen, er der altid smil og stor tilfredshed," fortæller Niels Ingemann Steffensen. "Eleverne spørger ofte, om de må være med igen næste år, og det ser jeg som en stor ros til projektet. "Når eleverne vender tilbage til skolen efter den forlængede weekend, er det tydeligt, at noget har ændret sig. "Man kan mærke, at de hygger sig på en anden måde," siger Niels Ingemann Steffensen. Festivalen har ikke kun givet dem nye erfaringer, men også styrket fællesskabet – og det er en sejr i sig selv.