Rikke Rasmussen fra uddannelsen til bygningsmaler på Syddansk Erhvervsskole fortæller om sin oplæring i England. Hun tog af sted i foråret 2015 i fire uger, mens hun var i gang med grundforløbet.
Rikke fortæller:
Jeg rejser fra Billund flyveplads den 27. februar, hvor jeg starter et kapitel i min uddannelse som bygningsmaler, jeg aldrig troede, jeg skulle starte. Jeg var nervøs, men samtidig spændt på at starte på arbejde.
Jeg møder min chef, Paul, på Yorks hovedbanegård, hvor vi tager ud for at møde nogle af de ansatte, Gary, Ian, George og Steve, og efterfølgende hjem for at komme på plads.
Jeg møder Pauls kone og datter, Julie og Charlotte, og efterfølgende får vi aftensmad.
Det har været en fantastisk måned, og jeg har lært så mange nye redskaber at kende, inden for malerfaget, og så har jeg fået venskaber for livet.
De bedste kollegaer jeg har haft herovre, har uden tvivl været Christopher og George, og heldig som jeg nu er, har jeg arbejdet sammen med dem på de fede arbejdspladser og de mindre fede.
Jeg har været ved Scampston Hall og Driffield Terrace, hvilke har været to fede steder at være.
Samtidig har jeg arbejdet med Karl, Ian, Chris Barratt og Bill på Langleys, som er et af Yorks største advokatfirmaer. Ingen kvindelige malere har før sat deres fødder der for at arbejde, så folk kiggede noget efter mig.
Hos Paul var jeg den eneste kvinde, og det er et sjælendt syn at se en kvinde arbejde som maler i England, så det har været noget af en start herovre at arbejde sammen med 21 mænd, når vanerne i Danmark er noget anderledes med næsten kun kvinder.
Det har også været lidt svært for ”drengene” i firmaet at huske på, at jeg er en kvinde, så der har været tidspunkter, hvor jeg har måttet fortælle dem, at ”der gik grænsen”, og det har de haft fuld forståelse for.
Absolut er mit ophold her ikke det sidste, da Paul for en uges tid siden spurgte mig, om jeg ikke ville komme tilbage, som lærling, hvilket jeg hellere end gerne vil.
Jeg har fået masser af oplevelser, venner for livet, en masse gode arbejdstimer og dage – og bedst af alt har jeg endelig fundet en arbejdsplads, hvor jeg kan være mig selv, have det godt og vågne op hver morgen med tanken om at en ny GOD dag banker på døren.
Jeg har hver dag fået at vide, at jeg passer ind – og at min skøre humor, og at mit temperament passer perfekt ind i firmaet, og som alt nu er så godt, fik jeg at vide den sidste uges tid, af nogle af de ansatte, at de ville have mig til at blive. Juhuuu – jeg er så lykkelig!!
Da jeg ventede på flyet, tænkte jeg, at jeg stadigvæk kunne nå at ringe til Kristian og få ham til at hente mig, fordi jeg blev i tvivl om, det nu var det rigtige at gøre – og nu vil jeg slet ikke hjem igen. Men du skønne England – vi ses igen. Tak for en skøn måned. Tak for de fede venskaber, og tak fordi jeg fik chancen for at gøre noget, jeg aldrig troede, jeg ville gøre.
