Malerelever med skabertrang
Inspireret af udstillingen Vilhelm Lundstrøm og Den gode smag på kunstmuseet Brandts i Odense, har malereleverne fortolket, fundet inspiration og fagligt begrundet farvevalg og valg af motiver til udsmykning af et fiktivt cafemiljø på museet.
En af de stolte elever er 17-årige Jeanne Nybo Sørensen, som har scoret flotte eksamenskarakterer og lavet et iøjnefaldende værk. Det blev bemærket af underviserne fra Brandts, som roste Jeannes nytænkning og mod på at kaste sig ud i flere forskellige geometriske former. Jeanne fortæller om sit værk:
”Jeg er gået efter det iøjnefaldende, fremtrædende og anderledes. Jeg kan godt lide at lave noget nyt, som ikke er set før. At blive udfordret og presse mig selv og prøve mine evner af. Jeg har arbejdet rigtig meget med farverne, kanterne og mønstrene og sat dem sammen på nye måder, hvor fx de lyse og mørke toner mødes i et nyt univers. Jeg drømmer om at blive en virkelig dygtig maler, når jeg er færdiguddannet”, lød det fra en tydeligt stolt Jeanne Nybo Sørensen, som nu har afsluttet grundforløb 2.
Unge mennesker, som brænder for faget
Også Jeannes læreplads, Håndværkergården, var positiv over de flotte resultater fra skoleperioden:
”Det er fantastisk at opleve de unge mennesker, som brænder for håndværket. I øjeblikket har vi to lærlinge, og jeg bruger gerne meget tid på at besøge skolen til forskellige arrangementer og i løbet af skoleperioderne. Det er en god mulighed for at spotte kommende lærlinge, som kan passe ind både fagligt og menneskeligt. Både fremtoning og opførsel betyder meget, og så skal de have viljen og lysten til at lære faget og udvikle sig. Præcis som vi ser det i dag med elevernes eksamensprojekter, og skolens spændende samarbejde med Brandts, som giver eleverne en god forståelse for at arbejde med kunder og bundne opgaver”, fortæller malermester, Karina Kaas, Håndværkergården.
Et partnerskab, hvor vi inspirerer hinanden
Sådan lyder det enstemmigt fra underviserne på henholdsvis bygningsmaleruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole og kunstmuseet Brandts.
”Samarbejdet med eleverne på Syddansk Erhvervsskole giver os nye perspektiver på, hvordan vi opfatter kunsten og brugen af farver. Eleverne er meget åbne og ærlige med deres faglige input og viden om, hvordan farver og sammensætninger passer ind i, hvordan vi tænker udstillinger på Brandts. Samarbejdet er ganske inspirerende og lærerigt for begge parter, og faktisk også helt unikt, fordi vi følger hinanden tæt og udvikler os sammen over en længere projektperiode med besøg på skole og hos os”, lyder det fra Louise Russo og Mathias Rude, undervisere på Brandts.
I løbet af eksamensprojekterne, har malereleverne arbejdet med geometri, malertekniker med opmålinger og ikke mindst brugt deres evner til at finde inspiration i Vilhelm Lundstrøms kunstværker.
Det er der kommet mange flotte tekniske malerværker ud af.