Flotte resultater til DM i Skills

20-årige Greta Sabaliauskaite og 24-årige Laura Gerlitz Stensbjerg deltog denne weekend i DM i Skills i Næstved. De to kosmetikerelever havde kvalificeret sig og skulle over 3 dage dyste mod andre talentfulde unge kosmetikere om at blive Danmarks dygtigste til deres fag.
8/4 2019 - nwa

Greta Sabaliauskaite fra Ringe på Fyn har valgt uddannelsen som kosmetiker, fordi hun brænder for at forkæle folk. Greta drømmer om at blive fastansat ved BodyGuide i Svendborg, som er et velværehus med 3 fastansatte kosmetologer. Greta siger, at velværehuset i Svendborg er hendes ”drømmested”.

Laura Gerlitz Steensbjerg er født og opvokset i Aabenraa. For Laura startede interessen for personlig pleje tidligt. Hun har arbejdet i Matas i 12 år og er uddannet Materialist. Hun forklarer, at uddannelsen som kosmetiker har udviklet hende både fagligt og socialt, da man på uddannelsen lærer at blive mere udadvendt, moden og selvstændig.

De to elever dystede i Næstved i to discipliner: Makeup med Hollywood tema og spa manicure med rød lak. Det var nogle hårde og intense konkurrencedage, og der blev knoklet igennem. Konkurrencens overordnede tema var Oscar-fest, og Greta og Laura skulle style deres modeller, som hvis de skulle gå op ad den røde løber. Bestræbelserne resulterede for Greta i en 2. plads og Laura fik en flot 3. plads med hjem. 

Se billeder fra konkurrencedagene herunder.