Hvad kendetegner den gode læreplads

Høj faglighed og at få ansvar er vigtige ingredienser til at få en god læretid. Det er elektrikerne Nicolaj og Koffi enige om. På lærepladsen JT El-Pro ApS er der plads til alle og plads til at udvikle sig.
25/1 2018 - sobn

Lærlingene Nicolaj og Koffi  har begge haft nogle udfordringer, som læremester og el-installatør Tue Braas fra JT El-Pro ApS i Glamsbjerg har taget hånd om. Tue udviser tålmodighed og giver lærlingene opgaver, så de kan klare sig selv mest muligt ude hos kunderne.

Nicolaj havde ikke troet, at det ville gå så godt

Nicolaj er netop blevet udlært elektriker med flotte karakterer og en sølvmedalje til svendeprøven. Han havde dog ikke regnet med, at det ville gå så godt for ham. Nicolaj var nemlig i første omgang i lære hos et firma, hvor han ikke lærte nok, og derfor blev de enige om at flytte ham.

Efter Nicolaj blev flyttet hen til Tue hos JT El-pro ApS, fandt han ud af, hvad elektriker-faget egentligt indebar: ”Der er meget større faglighed i el-faget, end jeg oplevede før. Det er ikke bare at trække kabler og skrue kanaler op.” fortæller han. 
Desuden fik han også meget mere ansvar og blev langt mere selvstændig her hos JT El-pro ApS:
”Jeg har selv lige færdiggjort et projekt på Odense Friskole” forklarer Nicolaj, og han tilføjer: ”Der er heller ikke mange steder, hvor man får lov til at have egen firmabil”.

Nicolaj har lært meget af at være i lære hos Tue, og lærepladsen har givet ham den erfaring, at det er vigtigt at finde ud af, om din læreplads er rigtig for dig: ”Inden du er 100% sikker og skriver under, så prøv at finde ud af, om det er det rigtige sted, du er”, lyder det fra Nicolaj, når han skal give andre elever råd om at finde læreplads.

Koffi siger om sin læremester: Tue har et stort hjerte

Koffi er i gang med uddannelsen som elektriker og skal være hos Tue resten af sit uddannelsesforløb. Han kommer oprindeligt fra Togo i Afrika, hvor han blev udlært flisemurer. Men efter at være flyttet til Danmark, har han oplevet mange udfordringer, og her har især sproget været svært: ” Det er ikke bare ’godmorgen’ eller ’godaften’, men mere de faglige udtryk der er en sproglig udfordring. Jeg er glad for, at Tue sørgede for, at jeg fik teknisk hjælp i skolen,” fortæller han.

Tue hjælper meget, og det sætter Koffi stor pris på: ”Tue har et stort hjerte” fortæller han. Det er helt tydeligt, at både Koffi og Nicolaj er meget glade for deres læremester. Tue er meget tålmodig, vil ikke stresse sine lærlinge og vil gerne have, at de kan klare sig selv. Men det handler ikke kun om mesteren, Koffi mener også, at det er vigtigt for lærlingen at give igen og være engageret: ”Det vigtigste er, at man giver og har lyst til at arbejde. Dygtigheden kommer senere,” fortæller Koffi.