EUX-svendeprøver i topklasse

Fælles for alle EUX-eleverne er, at de har klaret sig særdeles godt og opnået nogle utrolig flotte resultater med rigtig mange 10- og 12-taller til deres svendeprøver i december og januar. Eleverne har uddannet sig inden for smed, industritekniker, el, auto samt It & Data, som også er nogle af de uddannelser, der generelt trækker mange EUX-elever til; sammen med uddannelserne til tømrer, automatik og proces.
En del af de nyudklækkede EUX-studenter har allerede fået jobtilbud og kan fortsætte deres karriere ude på arbejdsmarkedet.
”EUX-uddannelsen tiltaler eleverne, fordi de opnår muligheden for at kombinere praksis med teori. Mange af EUX-eleverne ønsker derfor også at fortsætte karrieren i virksomhederne for netop at opnå yderligere erhvervsfaglige kompetencer”, fortæller afdelingsleder Mette Bernsdorf og uddyber:
”Nogle elever vælger EUX, fordi de eventuelt senere ønsker at læse videre. Men mange elever oplever også, at de med deres erhvervede kompetencer kan opnå meget spændende jobs i virksomhederne. EUX-uddannelsen er også i ligeså høj grad en dannelses- og udviklingsrejse, der giver et fantastisk afsæt for ens videre karriere.”
Kombinationen af det stolte håndværk og en studenterhue
En tredjedel af skolens GF1-elever vælger EUX. I august 2017 optog skolen 693 elever, hvoraf 221 var EUX-elever. Det er en høj andel og viser, at flere unge og deres forældre er blevet opmærksomme på denne uddannelseskombination, hvor de unges interesse for erhvervsfagene kombineres med ønsket om en studenterhue.
Netop uddannelsesprofilen er en særlig disciplin for de unge, og underviserne fra It & Data fortæller:
”Vi glemmer ikke at gøre opmærksom på, at EUX ikke er det rene hygge, men hårdt arbejde og disciplin. For eleverne skal nemlig forholde sig til både studieliv og erhvervsliv på én og samme uddannelse. Men det kan betale sig, fordi deres teoretiske og praktiske kundskaber bidrager til rigtig mange muligheder i deres fremtidige arbejdsliv.”
Tilfredsheden med elevernes resultater er ikke til at tage fejl af:
”Når vi har en vision om at ville ”uddanne Danmarks dygtigste”, er et holdgennemsnit på 11,75 da kun et tal, som vi kan være stolte af, og som i den grad understøtter vores vej mod visionen”, fortæller Søren Bjørn Nielsen, afdelingsleder på EL.
Læs mere om mulighederne med en EUX på www.sde.dk/eux