Fremtidens lastvognsmekanikere får grøn teknologi mellem hænderne i Vejle

”Når vi investerer i udstyr som det her, er det ikke bare for at have det nyeste. Det er for at give vores elever den bedst mulige start på deres karriere og for at sikre, at vores samarbejdspartnere får lærlinge, der er opdateret på den nyeste teknologi,” fortæller afdelingsleder Steffen Villumsen (tv. på billedet).
Fra teori til virkelighed på tunge køretøjer
Skolen bruger allerede el-personbiler til at undervise i el-teknologi ved personvognsmekanikerne. Men med de seneste krav i lastvognsmekanikeruddannelsens målpinde er det nødvendigt at arbejde direkte med hybrid- og el-lastvogne. ”Vi skal ikke bare lære eleverne principperne. Vi skal vise dem, hvordan teknologien fungerer i praksis på netop de køretøjer, de kommer til at arbejde med,” forklarer faglærer, René Schmidt, og fortsætter: ”Med hybridlastbilen kan vi nu demonstrere, hvordan lastbiler både kan køre på diesel og - i fx byområder - skifte til ren el-drift.”
På billedet: To elever på uddannelsen som lastvognsmekaniker, i gang med at arbejde på den nye hybridlastvogn.
En branche i bevægelse
I Danmark er der i dag registreret cirka 500 el lastbiler, hvilket afspejler en stigende tendens mod elektrificering af transportsektoren. Denne udvikling er drevet af både miljømæssige og økonomiske fordele, herunder lavere driftsomkostninger og potentielle statslige incitamenter (kilde).
Samtidig peger de seneste fremskrivninger på, at antallet af el-lastbiler er støt stigende på de danske veje, og Rådet for Grøn Omstilling forventer, at mere end hver fjerde lastbil vil køre på el i 2030 (kilde).
Bremseprøvestand med moderne funktioner
Den nye BM65-bremseprøvestand er en teknisk opgradering, der løfter undervisningen yderligere. Standen gør det muligt at spænde køretøjer fast, løfte aksler og simulere belastninger under kontrollerede forhold. Samtidig har den integrerede rysteplader, som eleverne kan bruge til at kontrollere ophæng, bøsninger og undervognskomponenter. Det giver en praksisnær læring, der matcher kravene på arbejdsmarkedet.
På billedet: Faglærer, René Schmidt, er ved at sætte den nye bremseprøvestand i brug.
Investeringer i fremtiden
For vores elever betyder det et klart forspring, når de skal ud og søge læreplads. For vores samarbejdspartnere er det en garanti for, at lærlingene kommer med opdaterede kompetencer. Med hybridlastbil, ny bremseprøvestand og planer om flere grønne investeringer, viser lastvognsafdelingen i Vejle, hvordan en erhvervsskole kan tage aktiv del i den grønne omstilling med håndgribelige tiltag og faglig stolthed.
Fakta
Fakta
- Du kan tage uddannelsen som Lastvognsmekaniker ved Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
- I August 2025 blev 38 optaget på uddannelsen som Lastvognsmekaniker i Vejle.
- Du kan bo på Syddansk Erhvervsskoles Erhvervskollegie, hvis du har over 45 minutters offentlig transport fra dit hjem til uddannelse.