Nyudlært industritekniker og klejnsmed modtager ML-prisen

21-årige Hjalte Ærenlund Larsen, som er nyudlært industritekniker, og 23-årige klejnsmed Adrian Mejer blev hyldet da de modtog Metalindustriens Lærlingepris.
2/10 2020 - nwa

Metalindustriens Lærlingepris uddeles hvert år til 25 udvalgte lærlinge. Udover faglige evner og et 12-tal til svendeprøven, skal de 25 udvalgte lærlinge også besidde gode menneskelige kvaliteter. Fælles for vinderne er, at de alle er både fagligt stærke, gode kammerater og kollegaer. 

Bidt af metal
Hjalte som er opvokset på det nordlige Fyn blev i en tidlig alder bidt af metal. I både 8. og 9. klasse var Hjalte i erhvervspraktik hos det, som tidligere hed Glud og Marstrand, men nu går under navnet Envases. Her stiftede Hjalte bekendtskab med metallet og dets mange muligheder. Hjalte valgte senere at starte på uddannelsen som industritekniker i Odense, og fik samtidig læreplads hos Envases. Hjalte beskriver selv faget som: ”Et fag, hvor man aldrig stopper med at lære, der er hele tiden nye materialer, værktøjer og bearbejdningsmetoder, og det kræver, at man holder sig opdateret.” 

Hjaltes underviser Lasse Ådal Lapertis beskriver Hjalte som: ”Han har en stor lyst til udvikling og viden. Han stopper sjældent med at tænke... Han kom tit dagen efter med ny viden, og på mange måder var han enhver undervisers drøm.”

Det synker stille ind
23-årige Adrian Mejer blev overrasket over prismodtagelsen ”Jeg havde ikke regnet med det, eller set den komme… Nu er det begyndt at synke lidt ind, men jeg smiler hver gang, at jeg tænker på det.”

Adrians underviser Mikkel Sonne skriver i indstillingen: ”Fra at være meget usikker på sig selv, har Adrian virkelig udviklet sig til at være en stærk og udadvendt ung mand. Han har udvist en fantastisk faglighed og været en rigtig holdspiller. Adrian har kæmpet for at kommer her til, og har derfor fuldt fortjent en ML-pris.”

Opskriften på en vinder
For smedeuddannelsen i Vejle er dette deres 8. pris siden 2013, og opskriften på at kunne uddanne de dygtigste elever går gennem dygtige og engagerede undervisere: ”De er fantastiske til det de laver!” Fortæller Adrian om sine undervisere.

Begge elever er efter uddannelsen blevet fastansat hos deres tidligere lærepladser: Envases og ECM Industries. 

Foto: Hjalte Ærenlund Larsen

Foto: Adrian Mejer

Fotokredit: Søren Malmose