Zoom ind på fornyelse, forkælelse og forskønnelse

I en verden fyldt med stress, støj og sociale medier higer flere og flere efter oplevelser, hvor de i mere end en forstand kan trække stikket.

Går du op i skønhed og sundhed, og elsker du at forkæle dig selv og andre med forskellige velværdsoplevelser? Så er uddannelsen som kosmetiker lige noget for dig!

Som kosmetiker vil din hverdag nemlig bestå af at give dine kunder en positiv og behagelig oplevelse, som lagres i kroppen i lang tid – både fysisk og psykisk.

I løbet af uddannelsen får du grundlæggende viden om kropspleje og lærer om de forskellige teknikker og produkter, man bruger i forbindelse med sundheds- og skønhedspleje. Du får også kendskab til anatomi, fysiologi og dermatologi, ernæring og sundhed samt kemi og erhvervsøkonomi.

Som kosmetiker vil dine primære opgaver være at:

  • Udføre ansigts-, spa- og kropsbehandlinger samt let wellnessmassage
  • Fjerne uønsket ansigtsbehåring samt farve bryn og vipper
  • Foretage manicure- og pedicurebehandlinger
  • Lægge make-up og lakere negle
  • Holde dig opdateret og rådgive kunderne om skønhed, sundhed og velvære

Specialer
Når du uddanner dig som kosmetiker, skal du på hovedforløbet vælge at specialisere dig til enten spa- og wellnessbehandler eller hud- og skønhedsplejer.

Uddannelsens opbygning

Kosmetikeruddannelsen er lige som alle andre erhvervsuddannelser opbygget af et grundforløb og et hovedforløb.

  • Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej.
  • Hovedforløbet til kosmetiker varer 2 år – og er en vekslen mellem, at du er på skolen og på din praktikplads.

Se eksempel på uddannelsesforløb 

Grundforløb 1
Hvis du har afsluttet din 9. eller 10. klasses afgangseksamen for mindre end et år siden, skal du starte på grundforløb 1 – medmindre du har en uddannelsesaftale, så starter du direkte på grundforløb 2.

På grundforløb 1 introduceres du for flere forskellige uddannelser inden for en bestemt fagretning, inden du træffer dit endelige valg. Fagretningen, som kosmetiker hører under, hedder Hår, wellness og sundhed, og du vil på grundforløb 1 derfor også blive præsenteret for opgaver inden for uddannelserne: frisør, tandklinikassistent og hospitalsteknisk assistent. 

Grundforløb 1 varer 20 uger. Herefter fortsætter du på grundforløb 2, hvor du vælger din endelig uddannelsesretning.

Grundforløb 2
Du kan starte på grundforløb 2, hvis det er over 1 år siden, du afsluttede din 9. eller 10. klasses afgangseksamen, eller hvis du har gennemført grundforløb 1. På grundforløb 2 vælger du dig med det samme ind på en specifik uddannelse, fx kosmetiker. 

Grundforløb 2 varer - lige som grundforløb 1 - 20 uger. Hvis du herefter opfylder overgangskravene, kan du fortsætte på hovedforløbet på kosmetikeruddannelsen.

Hovedforløb
Den sidste og største del af uddannelsen kaldes hovedforløbet og varer fra 1 til 5 år afhængig af uddannelse. På hovedforløbet er du skiftevis på skolen og i praktik i en virksomhed. Praktikdelen udgør størstedelen af hovedforløbet.

På hovedforløbet får du de specifikke kompetencer, som du skal bruge til at udføre de faglige udfordringer, du vil støde på, når du er færdig med uddannelsen. Inden for nogle uddannelser kan du vælge forskellige specialiseringsretninger.

Hovedforløbet afsluttes med en såkaldt svendeprøve, der er en prøve i det, du har lært i løbet af uddannelsen – både på skolen og i din praktikvirksomhed. Består du denne, får du et svendebrev, som bevis på, at du har gennemført uddannelsen og må kalde dig faglært.

Er du fyldt 25 år
Hvis du er fyldt 25 år, kan du starte på en såkaldt EUV (erhvervsuddannelse for voksne). En EUV er et målrettet forløb, der som regel er kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge.

Hvordan din uddannelse sammensættes, afhænger af den erfaring og eventuelle uddannelse, du har i forvejen. Læs mere om EUV.

Ny mesterlære
Enkelte har også mulighed for at gå i gang med det, der kaldes ”ny mesterlære”. Her springer du grundforløbet over og starter direkte som elev ude i en virksomhed i stedet på skolebænken. De fleste virksomheder ansætter dog helst elever, der har gennemført et grundforløb. Fra skolen side anbefaler vi som udgangspunkt også, at du starter på et grundforløb, inden du bliver elev. Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de samme overgangskrav samt bestå en faglig kompetencevurdering svarende til målene på grundforløb 2.

Som elev i ”ny mesterlære” fortsætter du efter en tid i virksomheden, typisk et år, på hovedforløbet, hvorefter din uddannelse veksler mellem skole og praktik, til uddannelsen er færdig, og du får dit svendebrev.

Hvad er adgangskravene?

Adgangskrav til grundforløb
Du kan starte på grundforløbet, hvis du kan nikke ja til følgende to punkter:

  1. Du er erklæret uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse.
  2. Du har et mundtlig og skriftlig eksamensgennemsnit på minimum 02 i både dansk og matematik fra afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.

Opfylder du kravene, er der fri adgang til grundforløb 1. For at fortsætte på hovedforløbet, er der nogle såkaldte overgangskrav, du skal opfylde – de fleste erhverver du dig i løbet af grundforløbet. Det er dog en god idé at tjekke, at du opfylder niveaukravene i dansk og matematik, hvis du kommer direkte fra 9. klasse. Er du i tvivl, så kontakt vores vejleder Mette Blæsbjerg.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Har du problemer med at opfylde adgangskravene, så kan vores vejleder Mette Blæsbjerg hjælpe dig med, hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme ind på drømmeuddannelsen.

To gange årligt holder vi desuden optagelsesprøver i dansk og matematik. På den måde har du mulighed for at komme søge ind, selvom du ikke har 02 dansk og/eller matematik fra din afgangseksamen. Kontakt Marlene Højbjerg-Rasmussen (mhr@sde.dk), hvis du vil høre mere om optagelsesprøverne.

Du kan også overveje erhvervsklassen, hvor vi hjælper dig med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik (G-niveau), så du kan få adgang til grundforløbet. Vi starter nye hold i erhvervsklassen hvert år i august og januar. Kontakt Michael Clement (mcl@sde.dk), hvis du vil høre mere om dén mulighed.

Overgangskrav til hovedforløb
Når du er færdig med grundforløbet, kan du efterfølgende begynde på et hovedforløb, hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed. 

Inden du starter på hovedforløbet, skal du desuden have bestået dansk E, afsætning F, design E på grundforløbet – dvs. have fået minimum 02 i disse fag i løbet af grundforløb 2. Årsagen hertil er, at der bliver bygget videre på disse niveauer i fagene på hovedforløbet.

Opfylder du ikke overgangskravene?
Består du ikke de to fag på grundforløbet, så kan vores afdelingsleder Michael Clement (mcl@sde.dk) hjælpe dig med hvordan du hurtigst muligt opnår den nødvendige faglige kompetence, som gør, at du kan komme videre med din uddannelse. 

Praktikmuligheder

Næsten alle erhvervsuddannelser i Danmark er uddannelser, hvor du som elev skifter mellem at gå i skole og være i praktik - uanset om du vil være tandklinikassistent, kosmetiker, smed, mediegrafiker, vvs’er eller noget helt sjette. Uden en praktikplads kan du derfor ikke gennemføre din uddannelse – det er nemlig her, du for alvor gør teori til praksis.

Det er dit eget ansvar at finde en praktikplads, men skolen hjælper naturligvis gerne med tips og gode råd.

Du skal første gang i praktik på hovedforløbet. For at kunne starte på hovedforløbet skal du derfor have fundet en praktikplads i løbet af dit grundforløb. Det betyder, at du har mellem 20 og 40 uger til at finde en praktikplads.

Fremtidsmuligheder

De fleste kosmetikere finder job ved skønheds- og hudplejeklinikker eller i spa- og wellnesscentre. Herudover starter nogle også op som selvstændig kosmetikere med egen skønhedssalon – som freelance kosmetikere ved fx frisørsaloner, teatre eller tv-stationer.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som færdiguddannet kosmetiker kan du vælge at specialisere dig inden for mange forskellige områder. På Syddansk Erhvervsskole tilbyder vi fx en række efteruddannelsesmuligheder i form af forskellige kurser for kosmetikere. 

Vigtig info

Spørg os

Studievejleder Odense M

Mette Blæsbjerg Nielsen
63126829
mrg@sde.dk

Uddannelsessekretær Odense M

Henriette Hansen
63126807
hh@sde.dk

Afdelingsleder Grindsted

Anna Maria Elisabeth Jakobsen
20313312
aja@sde.dk

Koordinator Grindsted

Dawn Marie Mortensen
76426272/20261594
dmm@sde.dk

Uddannelsessekretær Grindsted

Lene Højer Voss Knudsen
63126424/29166727
lv@sde.dk

Find os her

Grindsted
Tinghusgade 12, 7200 Grindsted
Odense
Munkebjergvej 130, 5230 Odense M
Vejle