Hæder til skolens elever ved Medalje- og Legatfest 2018

98 af skolens nye svende blev fredag den 8. juni hædret med medalje eller æresbevisning inden for deres fag.
9/6 2018 - chvk

To af skolens elever modtog desuden et SDE-legat, fordi de har udmærket sig til en særlig anerkendelse og en yderligere mulighed for at dygtiggøre sig. Andre af skolens elever modtog legater, som brancherne uddelte til elever med særlig udmærkelse.

Det er Haandværker og Industriforeningen i Odense, som står bag Medalje- og Legatfesten, som hvert år hædrer de bedste af de nye svende inden for fagene.

Lars Bregnehøj, direktør for Syddansk Erhvervsskole, deltog i festlighederne og overrakte medaljer og SDE-legaterne:

”Medaljefesten hædrer de elever, som har udmærket sig helt særligt inden for deres fag og udviklet deres fulde potentiale i løbet af deres uddannelse og tid som lærlinge i virksomhederne inden for brancherne. Det kan de 98 elever være rigtig stolte af. Det er også med stolthed, at jeg i dag har overrakt SDE-legater til to af vores elever, som har udmærket sig både fagligt og personligt.”

Legaterne blev tildelt på denne baggrund:

Michiyo Tanaka Tranders, Hospitalsteknisk audiologiassistent, Gentofte Hospital

”En elev med en høj standard for faglighed, som hendes kulturelle baggrund fra Japan helt sikkert har været medspiller på. Det at være udfordret på både kultur og sprog har gjort, at Michiyo har arbejdet seriøst med faget og igennem hele uddannelsen altid været i forreste linje i sin faglighed - der har ikke været nogen overspringshandlinger. ”

Søren Hartvig Jensen, Datatekniker, Infrastruktur, IT Business Center ApS

”Søren lever på allerbedste vis op til SDE’s vision om at uddanne Danmarks dygtigste elever. Søren har gennem sit skoleophold konsekvent scoret topkarakterer i alt, han har deltaget i. Ikke alene er han fagligt meget dygtig, men han evner også at være teamplayer med de andre elever, og på den måde er han med til at sikre et godt resultat for hele gruppen.”

Medalje- og Legatfesten blev holdt på Odense Rådhus med familier, virksomheder, repræsentanter fra byen, regionen og folketinget, som var med til at festliggøre dagen.

De 98 elever, der fik overrakt medalje eller æresbevisning, er fra uddannelserne:

Personvognsmekaniker
Datatekniker
Elektriker 
Frisør
Hospitalsteknisk audiologiassistent 
Hospitalsteknisk neurofysiologiassistent
Industritekniker
Kosmetiker
Lager og logistikoperatør
Mediegrafiker
Murer
Smed 
Struktør
Tandklinikassistent
Teknisk designer
Tømrer