2 af vores talentfulde, nyudlærte svende modtager ML-Prisen 2022

2 talentfulde og seje unge mennesker fra Syddansk Erhvervsskole har modtaget Metalindustriens Lærlingepris 2022. Modtagerne er Mads Skou, nyudlært lastvognsmekaniker, og Simon Hedegaard Ryberg, nyudlært automatiktekniker.
30/9 2022 - anders

For 20. år i træk blev Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) uddelt til 27 nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien. Udover at få et 12-tal i svendeprøven, skal lærlingen også have udmærket sig som god kollega og samarbejdspartner i uddannelsen. Prisoverrækkelsen fandt sted i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København fredag den 30. september 2022.

 

Mads Skou - lastvognsmekaniker

Mads havde læreplads ved Ejner Hessel A/S og elskede de forskellige arbejdsopgaver. I Mads’ familie har det nærmest været en tradition at blive mekaniker, da både far og farfar var det. Alligevel valgte Mads at følge egne interesser og endte med at blive lastvognsmekaniker. 

 

Underviser Bjarne Olsen har af flere omgange haft fornøjelsen af Mads – både under svendeforløbet og som dommer til DM i Skills, hvor Mads repræsenterede uddannelsen. Bjarne skriver i sin indstilling: 

 

- Mads er en vældig OK fyr, der arbejder stilfærdigt, men konstruktivt med at dygtiggøre sig i sit fag. Har under sin uddannelse også haft overskud til at dele sin viden velvilligt med sine medstuderende. Altid åben mod ny læring, og en rolig tilgang, selv når han møder udfordringer.

 

For Mads er det fedeste ved faget “helt sikkert at det kan variere i, hvad man laver, og at uddannelsen kan bruges til så meget.” På nuværende tidspunkt er planen at færdiggøre sin værnepligt i Livgarden, og derefter står fremtidens muligheder åbne. Men én ting er sikkert; en glad og beæret nyudlært svend.

 

Simon Hedegaard Ryberg - automatiktekniker (EUX)

Simon valgte at tage uddannelsen som automatiktekniker som en EUX med henblik på at læse videre efterfølgende. Under uddannelsen var han så heldig at komme i lære hos Carlsberg Danmark A/S, hvor han elskede, at der var en god blanding af både mekanisk og elektronisk arbejde - noget, der for Simon er med til at holde gejsten og engagementet oppe.

 

Og hvis der er noget, Simon er, er det at være engageret. Det er Jacob Lønstrup Padkær, Simons underviser under svendeforløbet, enig i. I sin indstilling skriver han:

 

Simon har under hele forløbet været engageret, stabil og en god samarbejdspartner for sine medstuderende. Med sit rolige væsen og analytiske tilgang til opgaverne, kan han nå rigtigt langt. Simon er et klasseeksempel på den gode lærling.

Simon sætter pris på værdsættelsen og opmærksomheden, men understreger også, at ”dette eller prisen er ikke grunden til min opførsel eller indsats. Jeg gjorde det bare så godt, som jeg kunne.” 

Selvom planen var at læse videre, står fremtiden åben. Første skridt på vejen er dog et fast arbejde hos Carlsberg A/S som Shift Technician. 

Se fotos af prismodtagerne herunder.
Fotokredit: Søren Malmose


(På billedet: Mads Skou)      


(På billedet: Simon Hedegaard Ryberg)