Syddansk Erhvervsskole vinder international pris

Syddansk Erhvervsskole har deltaget med det nye lærings- og vejledningsspil, T.E.G. Solution, i en international spilkonkurrence. Vi har netop vundet 1. præmien i kategorien for bedste fuldt udviklede digitale læringsspil.
4/10 2024 - anders

Konkurrencen er en del af den internationale European Conference on Game-Based Learning (ECGBL) 2024, som blev afholdt på Aarhus Universitet fra d. 2. til 4. oktober 2024. T.E.G. Solution konkurrerede mod 11 andre nominerede spilprojekter fra hele verden og blev tildelt førstepladsen af dommerpanelet, som bl.a. udtalte (oversat fra engelsk):

”(...) T.E.G. Solution er et teknisk solidt spil med appellerende grafik og engagerende baghistorie. Det er meget interessant, hvordan spillet bruger samarbejdende elementer, hvor hver elevs handlinger har en effekt på det samlede mål (...)”.

Med over 250 deltagere fra 30 forskellige nationer er ECGBL en af de førende konferencer inden for spilbaseret læring. T.E.G. har tiltrukket opmærksomhed på konferencen og har ført til mange berigende samtaler om fremtiden for læring, uddannelsesvalg og grøn omstilling.

”Vi er utroligt stolte over at vinde denne fornemme pris. Vi har hele tiden vidst, at T.E.G. Solution kunne noget særligt, ikke mindst med de meget fine evalueringer, vi har fået fra de første 4.700 elever fra 7. og 8. klasse. Nu får vi en meget fornem respons fra den akademiske verden også, som understreger at vores spil læringsmæssigt er rigtig godt, og at koblingen mellem klimaløsninger og erhvervsuddannelser er unik,” lyder det fra en stolt Lars Bregnehøj, direktør på Syddansk Erhvervsskole.

Simon Egenfeldt-Nielsen, CEO Serious Games Interactive, ph.d., var med på konferencen og sætter følgende ord på 1. præmien: ” Vi er stolte af, at vi har været med til at skabe et helstøbt læringsspil, som kan hjælpe med at skabe den nødvendige interesse for de uddannelser, der er en kritisk del af den grønne omstilling”.

Projektet er støttet af Regions Syddanmarks Uddannelsespulje, Meta og Bitten & Mads Clausens Fond.