Sådan gik det René og Jacob til WorldSkills
De talentfulde håndværkere industritekniker René Kling Hansen og møbelsnedker Jacob Primdahl Abrahamsen ventede spændte på resultatet om aftenen den 19. oktober sammen med resten af Danmarks lærlinge landshold på i alt 15 deltagere. Resultatet viste, at alle 15 deltagere lå højt i pointscore i deres fag. Landsholdet opnåede 10 medaljer, og målt på point pr. deltager endte Danmark som 10. bedste nation i verden. Selv om det ikke blev til medaljer for René og Jacob vender de alligevel hjem fra Abu Dhabi med en oplevelse for livet og stolthed over at være nået så langt.
Den 21-årige industriteknikerelev René Kling Hansen repræsenterede Danmark ved verdensmesterskaberne i CNC-drejning i Abu Dhabi, og er i lære hos Valmont SM i Rødekro.
René Kling Hansen var så tæt på at opnå "Medaillon for Excellence" med 690 point ud af 700. point. Få dage efter konkurrencen siger han om WorldSkills:
"Konkurrencen har helt sikkert givet mig en hel del livserfaring, og ikke mindst har det været sjovt at se hvordan de andre lande arbejdede under konkurrencen. Jeg synes, det er svært at sætte en finger på en bestemt oplevelse hernede, da hele turen kulminerer i et super minde, som jeg kan tage med mig videre i livet."
Foto af René Kling Hansen taget af fotograf Lars Bahl til teambuilding for WorldSkillslandsholdet ved Skills Denmark.
Den 22-årige møbelsnedker Jacob Primdahl Abrahamsen er færdigudlært i 2016 hos Gesten Bådaptering i Gesten og DM-vinder i både 2016 og 2017.
Jacob Primdahl Abrahamsen var så tæt på at opnå "Medaillon for Excellence" med 694 point ud af 700 point.
Foto af Jacob Primdahl Abrahamsen taget af fotograf Lars Bahl til teambuilding for WorldSkillslandsholdet ved Skills Denmark.
Selve konkurrencen for de to deltagere
Renés konkurrence foregik over tre dage, men med en ny opgave hver dag. Han fik i alt 4 timer pr. dag til at klare opgaven. René har forberedt sig grundigt til konkurrencen, hvor han bl.a. har været på træningsophold i Tyskland for at afprøve de maskiner fra DMG MORI, han kom til at arbejde på under konkurrencerne i Abu Dhabi.
Jacob fik 22 timer fordelt på tre dage til sin opgave: At fremstille et opbevaringsmøbel med en skuffe og låge. Jacob havde øvet sig grundigt i den konkrete opgave, som han havde udført i alt 6 gange. Derudover havde han været på et træningsophold i Irland.
Jacob og René er skolens rollemodeller
Opbakningen fra erhvervsskolen er ikke til at tage fejl af. Direktør Lars Bregnehøj for Syddansk Erhvervsskole er pavestolt:
"Jeg har virkelig respekt for unge dedikerede talenter som René Kling Hansen og Jacob Primdahl Abrahamsen, som har repræsenteret os som erhvervsskole til WorldSkills i Abi Dhabi. De fortjener et kæmpe skulderklap for deres enorme indsats. Uanset om de kommer hjem med medaljer eller ej, så er og bliver de rollemodeller for deres fag. De gør danske faglærte til medarbejdere i verdensklasse med deres enorme arbejdsdisciplin og evne til at fokusere, når det virkelig gælder. Alle disse egenskaber er altafgørende på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse hos os", siger direktør Lars Bregnehøj.
Renés vigtigste råd til andre elever, der vil dygtiggøre sig:
”Som elev kommer man rigtig langt med høj interesse, og så er det vigtigt, man spørger ind til de ting, man ikke forstår.”
Jacobs råd til andre elever, der stiller op til mindre konkurrencer:
”Læg tidsplaner! En god tidsplan giver overblik, og så længe man følger sin tidsplan, ved man altid om, man er i god tid, er bagefter, eller hvor man kan hente noget tid.
Man skal ville det. Det kræver meget tid og forberedelse også i sin fritid. Jo større konkurrencen bliver, jo mere fritid skal man bruge på det. Man kan få nogle store hak i selvtilliden, hvis man stiller op og laver noget halvhjertet arbejde, for der er rigtig mange tilskuere, der kommer og kigger samt fagfolk, der skal bedømme ens arbejde.”
Fakta om WorldSkills og Danmarks lærlinge landshold
To bronzemedaljer og otte medaljer for Excellence høstede Danmarks vigtigste landshold til WorldSkills for unge håndværkere i Abu Dhabi. Alle 15 danske deltagere havde høje pointtal, nok til en samlet 10.-plads til Danmark blandt de 56 deltagende nationer i VM.
1262 unge håndværkere dystede i Abu Dhabi foruden de 15 danske talentfulde unge på det danske lærlingelandshold. 51 håndværksfag var repræsenteret, og 56 nationer deltog. Fælles for alle deltagerne var, at de ikke var mere end 22 år.
WorldSkills afholdes hvert andet år og verdensmesterskaberne foregik i 2017 i De Forenede Arabiske Emirater i perioden den 14. – 19. oktober.
Mediedækning
Jacob fortæller i et interview til P4 Trekanten om optakten til deltagelse i WorldSkills. Han fortæller desuden om sin fascination af at arbejde med et levende materiale som træ og lysten til at tage en erhvervsuddannelse. Indslaget kommer lige efter sangen.
P4 Morgen Trekanten