Vil du rejse med din uddannelse?
Tag din oplæring i udlandet og få en fed oplevelse i løbet af din uddannelse!
Som elev på en erhvervsuddannelse har du mulighed for at tage en eller flere oplæringsperioder i en virksomhed i udlandet. Det giver dig en unik chance for at få erfaringer, der tæller med i din danske uddannelse – og samtidig kan du få økonomisk støtte til dit ophold.
Hvorfor tage til udlandet?
- Du oplever en ny kultur på tæt hold.
- Du forbedrer dine sprogkundskaber.
- Du bliver mere selvstændig og lærer at tage initiativ.
- Du ser nye måder at arbejde på og møder mennesker med en anden baggrund.
- Du får nye venner og kollegaer.
- Du lærer at se verden fra andre perspektiver.
Et udlandsophold kan give dig de nødvendige kompetencer, virksomhederne efterspørger – og det kan være det, der giver dig et forspring, når du skal finde job efter din uddannelse.
Hvordan kommer du afsted?
- Beskæftigelse i udlandet: For dig uden dansk læreplads
- Udstationering: For dig med dansk læreplads
Beskæftigelse i udlandet
Hvis du ikke har en læreplads i Danmark
Er du lige blevet færdig med grundforløb 2, eller er du i skoleoplæring? Så har du mulighed for at tage en eller flere af dine oplæringsperioder i udlandet. Hele oplæringen kan også foregå i udlandet, men skoleperioder og den afsluttende prøve skal klares i Danmark.
Når du har fundet en virksomhed i udlandet, skal den godkendes af Syddansk Erhvervsskole, så du kan få tilskud fra AUB. Du skal henvende dig til skolens OPU-koordinator: Sanne Christensen på 6172 0273 eller sach@sde.dk.
Når oplæringen er godkendt, skal der oprettes en uddannelsesaftale/OPU- aftale.
Din løn vil være baseret på de lokale forhold, som oftest er lavere end i Danmark. Når du er i Danmark på skoleophold, skal din udenlandske arbejdsgiver ikke betale din løn. Du kan søge løn for skoledage fra AUB mens du er på skole i Danmark.
Tilskud når du tager din oplæring i udlandet:
- Rejsehjælp til samtale: dækker dine rejseudgifter, hvis du skal til jobsamtale eller prøveoplæring hos en arbejdsgiver i udlandet.
- Tilskud til ophold: et månedligt skattefrit tilskud, mens du er i oplæring i udlandet. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge pengene til, men det kan fx være til at betale husleje, rejseudgifter osv. Hver måned skal du svare op, om du stadig er i oplæring for at få tilskuddet.
- Løn for skoledage: Hvis du skal på skole i Danmark under din oplæring, kan du få løn fra AUB, mens du er på skole.
Regler for at få tilskud:
Din oplæring i udlandet skal opfylde 8 krav, før du kan få tilskud fra AUB.
- Løn: Du skal have løn for din oplæring. Løn kan også være, at du bor gratis og får mad (kost og logi) fra din arbejdsgiver i udlandet.
- Periode: Du skal være i oplæring i mindst 30 dage hos den samme arbejdsgiver
- Visum og tilladelser: Du skal følge visumreglerne og ofte have arbejds- eller opholdstilladelse i det land, du rejser til. Oplæring i udlandet er ikke frivilligt arbejde eller turisme.
- Rejsevejledning: Du må ikke rejse til lande eller områder, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til (hverken orange eller røde rejsemål).
- Flyt til udlandet: Du skal flytte til det land, hvor du skal i oplæring. Det er ikke et krav fra AUB, at du skifter din folkeregisteradresse, men du skal kunne dokumentere, at du er flyttet.
- Kun 1 ophold hos samme arbejdsgiver: Du må ikke have flere aftaler om oplæring med samme arbejdsgiver, med mindre det er mere end 6 måneder siden, din første aftale sluttede.
- Antal ophold: Du må højst have 4 ophold på et år.
- Frist: Du skal søge om tilskud til ophold, inden du rejser, for at få tilskud til hele din oplæring.
Så meget kan du få i tilskud til ophold
Hvor meget du kan få i tilskud, afhænger af to faktorer
- Landet du rejser til.
- Hvor land tid oplæringen varer.
Læs mere her.
Udstationering
Hvis du har en dansk læreplads
Har du en læreplads i Danmark, kan du aftale med din arbejdsgiver at tage en eller flere oplæringsperioder i udlandet. Det kan være alt fra et par måneder til et helt år. Hvis du tager oplæring i udlandet gennem din danske læreplads, skal der indgås en aftale mellem dit danske lærested og den udenlandske virksomhed. Det kan du tale med din læreplads om.
Du skal rejse hjem til Danmark for dine skoleperioder og du afslutter din uddannelse i Danmark.
Du beholder din danske løn, og dit lærested i Danmark skal dække lønforskellen mellem udenlandsk løn og dansk lærlingeløn. Din læreplads kan søge tilskud hos AUB, som kan refundere en del af udgifterne. Her kan din læreplads læse reglerne for tilskud ved elevens udstationering.
Tilskud når du tager din oplæring i udlandet:
Du kan søge om 2 typer af tilskud fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), når du allerede har en dansk læreplads:
- Rejsehjælp til samtale: dækker dine rejseudgifter, hvis du skal til jobsamtale eller prøveoplæring hos en arbejdsgiver i udlandet
- Tilskud til ophold: et månedligt skattefrit tilskud, mens du er i oplæring i udlandet. Hver måned skal du svare på, om du stadig er i oplæring for at få tilskuddet.
AUB refunderer til din danske læreplads:
- Tilskud til lønforskel.
- Rejser til og fra udstationeringsstedet.
- Rejser til og fra skoleophold i Danmark.
- Rejser til påske-, sommer- og juleferie, når eleven eller lærlingen er udstationeret i mindst tre måneder.
- Flytning til og fra udstationeringsstedet.
Tidsramme
Tidsramme
Det er vigtigt at være i god tid, når du skal arrangere et oplæringsophold i udlandet. Det tager tid at få godkendelse af virksomheden, forhåndsgodkendelse og OPU-aftale på plads. Derfor skal du kontakte skolens OPU-koordinator (tidligere PIU) (oplæring i udlandet): Sanne Christensen på 6172 0273 eller sach@sde.dk - i god tid inden du skal afsted.
Økonomi
Økonomi
I forbindelse med oplæring i udlandet er der mulighed for at opnå økonomisk støtte fra Arbejdsgivernes UddannelsesBidrag (AUB). Hvis du vil vide mere om disse støtteordninger, kan du kontakte skolens OPU-koordinator (tidligere PIU): Sanne Christensen på 6172 0273 eller sach@sde.dk.
Du kan opnå støtte gennem AUB uanset hvilket land i verden, du tager til.
Oplæring i udlandet
To EUX-tømrere i New Zealand
Se Andreas og Steffens videofortælling om deres oplevelser i New Zealand, hvor de fik lov til at arbejde på landets største indkøbscenter, og samtidig havde rig mulighed for at se og opleve den New Zealandske kultur, natur og seværdigheder.
OPU-koordinator - Vejle, Grindsted, Odense M og Odense C
SPS-vejleder - Campus C Odense C