Jeg flyttede til Grønland for min læreplads
Jeg flyttede til Grønland for min læreplads
Mit navn er Madison, jeg er i gang med uddannelsen som elektriker og er lige nu på en læreplads i Grønland. Jeg har altid drømt om at tage til udlandet, og da min paponkel nævnte, at der måske var en læreplads i Grønland, så synes jeg, at det var en fantastisk mulighed. Jeg flyttede hjemmefra familien, hvor der var trygge rammer og en hverdag med skolegang. Til nu hvor jeg bor for mig selv i et hyggeligt lille kollegieværelse i Grønland og en hverdag i håndværkerverden. Det at flytte var noget stort, så jeg skulle lige vænne mig til det hele. Før jeg tog afsted, havde jeg ikke engang prøvet at tage et fly alene. Jeg savner selvfølgelig min familie, men jeg sørger for at ringe til dem, så ofte jeg kan.
Jeg har udviklet mig og oplevet fede ting
Jeg synes, at min læreplads er interessant, udfordrende og spændende. Den har været med til at udvikle mig fagligt, eftersom jeg føler, at jeg er begyndt at have en bedre forståelse for det praktiske, hvor jeg i starten må indrømme, at jeg nok ikke var helt klar på, hvordan de forskellige opgaver skulle udføres. Det ved jeg bedre nu. Men jeg synes også, at jeg har udviklet mig personligt, fordi jeg jo flyttede hjemmefra. Jeg har oplevet fede ting her i Grønland. Naturen er fantastisk heroppe, og byen ligger lige ud til isfjorden. Jeg har været med ud og sejle nogle gange, hvor jeg har set hvaler og sæler. Atmosfæren er også lidt anderledes her, og folk tager til tider tingene i et mere roligt tempo og stresser ikke nær så meget som derhjemme. Der var eksempelvis nogle af mine kollegaer som i september og oktober havde taget fri for at tage på rensdyrjagt.
Jeg kan meget mere, end jeg tror
Det at være i lære er meget anderledes end at gå i skole. På skolen var fokus på det teoretiske og vi fik lov til at simulere installationer. Efter jeg er kommet i lære, har jeg prøvet de ting, som vi har lært i praksis. Nogle gange skal tingene også laves på en anden måde end planlagt, fordi i virkeligheden foregår alt på et større plan og skal benyttes bagefter. Så der er det altså lidt vigtigt, at det bliver lavet ordentligt. Jeg er også blevet overrasket over, hvor meget arbejde, der egentligt ligger bag et projekt. Eksempelvis da vi skulle være med til at bygge en større butik, hvor der var mange ting, der skulle gøres, og mange hensyn der skulle tages for at andre håndværkere kunne få deres arbejde gjort. Jeg er heller ikke en særlig høj pige og er nok heller ikke den stærkeste person på jorden, så jeg havde regnet med, at meget af det fysiske arbejde ville kede mig, samtidig med at jeg nok havde undervurderet min egen styrke.
Jeg ville helt klart anbefale en erhvervsuddannelse. Det er en god kombination af nogle få skoleforløb og arbejde, hvor man på arbejdspladsen kan få lov til at bruge de ting, man lærer på skolen og meget mere.Jeg nyder nærmest hverdag. Jeg kan lide arbejdet og mine kollegaer, så man er næsten altid i godt humør.
Seneste nyheder
-
Mød Caroline: Hun elsker at fordybe sig i grafik14-10-2022
-
Mød Malthe: 18 år og Danmarks bedste maskinsnedker16-09-2022
-
Mød Thea: 22 år og blandt verdens bedste frisører16-09-2022
-
Mød Issa: Han finder glæde i at være en del af noget større22-06-2022
-
Mød Daniella: Hun elsker at se fremskridt og få glade kunder16-06-2022