Fra 300 afslag til årets bedste håndværker
En prisvindende mekaniker i en ung alder
Stine Grønholdt er en meget dygtig mekaniker, der allerede i en alder af 21 har gjort sig bemærket i branchen. Ikke nok med, at hun fik topkarakter til svendeprøven sidste år, så blev hun for nyligt, af Håndværker- og Industriforeningen Odense, overrakt prisen "Årets Bedste Håndværker". Stine anser prisen som et kæmpe skulderklap og udtrykker ydmygt, at anerkendelsen er et certifikat på, at hun gør det godt nok. Hendes succes og færdigheder har gjort hende til en uundværlig del af teamet hos CarPeople Nyborg, mens hun sideløbende ønsker at fungere som ambassadør for mekanikeruddannelsen gennem ”Tun Din Fremtid”.
Kvinde i et traditionelt mandefag
Rejsen ind i mekanikerfaget var dog en udfordrende affære for Stine. Efter at have søgt næsten 300 lærepladser uden held og tilbragt 11 måneder i skolepraktik, stod hun over for store fordomme som ung kvinde i et traditionelt "mandefag". Men Stine gav ikke op, og hendes vedholdenhed bar frugt, da hun søgte hos Carepoint CarPeople Nyborg.
Hendes mester, Jens Hansen, indrømmer, at han - ligesom mange andre - havde fordomme, når det kom til kvindelige lærlinge. En af fordommene lød på, at det krævede markant omstrukturering med ekstra omklædningsrum, men løsningen var blot lidt koordinering med, hvem der mødte ind først. Efter at have set Stines potentiale, besluttede Jens hurtigt at tilbyde hende en læreplads – og med stor succes!
At turde træde ind i en branche, hvor fordommene pulserer i krogene, kræver mod og viser en passion ud over det sædvanlige. Med Stines opvækst på landet er hun vant til at have med mekanik og køretøjer at gøre, og med hendes erfaring og dedikation gik der ikke længe før hun fandt sin plads på værkstedet.
Ligestilling på værkstedet
"Vi kender hinanden rigtig godt - vi er som en lille familie," siger Stine grinende, mens Jens laver sjov med hende i baggrunden. På værkstedet differentieres der ikke mellem mænd og kvinder, når det kommer til opgaver. Jens påpeger, at hovedet langsomt er blevet en vigtigere del af det at være mekaniker. Der arbejdes hovedsageligt med tekniske opgaver i takt med, at bilerne er blevet mere moderne og spækket med elektronik. Diverse værktøjer til med de tunge løft – om man er lille eller stor betyder ikke noget, klargør Jens. Branchen er derfor blevet væsentligt mere inkluderende end den var, da han stiftede virksomheden 40 år tilbage.
Ambassadør for mekanikerfaget
Stines succes inden for faget har givet hende mod på at blive en del af kampagnen ”Tun Din Fremtid”, der har til formål at promovere erhvervsuddannelsen. Hun mener, at folk bliver påvirket for meget af andres holdninger frem for at finde ud af, hvad de rent faktisk har lyst til. Personligt var mekanikerfaget ikke hendes første uddannelsesforsøg, men hun fandt sin plads ved at være i praktik diverse steder. Nu håber hun at kunne inspirere elever på landets folkeskoler.
Stine Grønholdt er et strålende eksempel på, hvordan dedikation og talent trumfer gamle normer. Fremadrettet fortsætter rejsen hos familien Carepoint CarPeople Nyborg, hvor hun med stor glæde tilfredsstiller kunderne: ”Der er ikke noget mere rart, end at aflevere en velkørende bil.”
Vi er stolte af dig, Stine!