Sådan fik jeg min læreplads

Her kan du læse, hvad andre elever har gjort for at få en læreplads.

De fortæller også om deres tips og gode råd til, hvad du kan gøre for at finde en læreplads. Men også tips til at skrive den gode ansøgning.

Maskinsnedker med læreplads i Estland

For 23-årige Linett Præsius var det drømmen om design, som fik betydning for valg af uddannelse. Linett har undervejs skiftet spor fra møbelsnedker til maskinsnedker, da hun hurtigt fandt ud af, at højteknologiske maskiner og programmering på CNC-maskinerne var mindst lige så sjove. Og mulighederne for læreplads endnu flere inden for maskinsnedker. Nu står Linett klar til nye eventyr med en læreplads i Estland.

Fra skolepraktik til læreplads i Estland
Linett har fra uddannelsesstart været meget aktiv og opsøgende for at finde en læreplads. Efter en kort periode i skolepraktik har hun netop fået læreplads ved virksomheden FLEXA. En lokal møbeldesignvirksomhed i Hornsyld, hvor Linett selv er vokset op. Virksomheden har deres produktion og dermed læreplads i Estland.

Linetts råd til andre:

Følg med på praktikpladsen.dk, hvor virksomhederne slår ledige lærepladser op. Jeg fulgte med i, hvornår der var færdiguddannede lærlinge i virksomhederne, og så søgte jeg de pladser.

Vær aktivt opsøgende og nysgerrig. Mit uddannelsesskift gjorde det også nemmere, fordi der er flere lærepladser at søge inden for maskinsnedker. Faktisk er vi tre fra Syddansk Erhvervsskole, som netop har fået læreplads hos FLEXA, fortæller Linett.

Mediegrafiker flyttede for lærepladsen

Michelle, mediegrafiker
Læreplads hos Hummel

Man kan være nødt til at flytte for den gode læreplads:

Jeg havde søgt omkring 11 andre steder, før jeg søgte hos Hummel. Jeg søgte primært på Fyn, da jeg på daværende tidspunkt boede i Rudkøbing, men jeg var klar på at hive rødderne op og flytte. Nogle af stederne var opfordret og andre uopfordret. Den, jeg søgte hos Hummel, var opfordret.

Hummel var for mig større, end jeg nogensinde havde drømt om, og jeg så det som den ultimative lærepladsplads, også selvom det ligger i Aarhus. Der var mange om buddet hos Hummel – og jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med, at jeg ville blive kaldt til samtale. Men det gjorde jeg. Jeg var nervøs ved tanken om, at der nu var større sandsynlighed for, at jeg skulle til at flytte fra min hjemby, men samtidig ekstremt spændt.

Mine gode råd til andre der søger:


- Vær 100% dig selv til samtaler. Det er både det bedste for dig selv og for virksomheden, så begge parter ved, hvad der kan forventes.

- Lav en ansøgning, du er stolt af og hav altid det sværeste afsnit med i din ansøgning: Motivationen. Hvorfor søger du lige netop denne læreplads?

Mit motivationsafsnit lød således:
” Elev hos hummel? Yes, please. Jeg vil rigtig gerne være en del af jeres team. Det vil jeg fordi, I har et kendt, unikt og internationalt brand, som jeg ville være stolt af at kunne kalde mig en del af. Derudover har I en bred vifte af forskellige opgaver, hvor der er masser af mulighed for, at jeg kan udvikle mine kreative og grafiske evner og det er noget, som jeg vægter højt. Jeg ønsker, at blive en dygtig mediegrafiker og det ved jeg, at jeg kan blive hos jer.”


Du kan læse mere om Michelles læreplads her

Råd fra automatiktekniker: Vær forberedt

Andreas, automatiktekniker
Læreplads hos Arla Foods

Jeg besøgte ca. tre steder om dagen:

Jeg begyndte med at sende ansøgningerne, men efter et stykke tid begyndte jeg at køre ud med dem personligt, fordi det er mit indtryk, at det er den bedste måde at vise interesse på. Det er også ret vigtigt at have noget baggrundsviden om det sted, du søger, fordi det viser, at man har interesse for stedet. Jeg besøgte ca. tre steder om dagen og skrev alt det ned, jeg kunne finde om dem. Det synes jeg virker mere professionelt og engageret.

Mine gode råd til andre der søger:

- Lav en ansøgning der er målrettet til den enkelte virksomhed og ikke bare send en standard ansøgning ud.

- Mød personlig op med ansøgning og CV.

- Vær forberedt (find ud af, hvad virksomheden laver og hvem man skal spørge efter, når man kommer ud til virksomheden).

Ihærdig og vedholden frisør

Sara, frisør
Læreplads hos Salon Deluxe i Bogense

Jeg var nødt til at skifte taktik:

Jeg har søgt på hele Fyn i en periode på over to år, hvor jeg i den periode har brugt forskellige fremgangsmåder. Tallet på steder jeg har søgt er i hvert fald mere end 50.

I starten havde jeg nemlig en "standard" ansøgning, hvor jeg kun rettede adresse og salonens navn. Men jeg valgte at skifte taktik og skrev færre ansøgninger, hvor hver ansøgning var skrevet til den enkelte salon med en research bag. Jeg har været i praktik i omkring 12 forskellige saloner, efter jeg lavede de personlige ansøgninger.

Mine gode råd til andre der søger:

- Vær ikke bange for at søge steder uden elever og spørg gerne om praktik, når du afleverer din ansøgning, det var sådan jeg fik praktik i langt de fleste saloner, jeg ansøgte. Får du et nej/måske/skal tænke over det/har ikke tid, følg op og ring 1-2 uger senere til salonen og prøv igen. Det har jeg også vundet praktik på. 

- I starten er det naturligt at føle, at man ikke vil være irriterende og forstyrre salonerne. Det grænseoverskridende at aflevere sin første ansøgning, og du kommer højst sandsynligt til at lave fejl i processen. Det er helt ok! Du skaber din egen erfaring, og finder ud af, at du sagtens kan presse mere på end først antaget. Brænder du nok for faget og holder ved, skal det nok lykkes. Det tog mig over to år, men det lykkedes.

Du kan læse mere om Saras læreplads her

Personvognsmekanikers gå-på-mod resulterede i læreplads

Patrick, personvognsmekaniker

Læreplads hos Vejle Biler

Jeg var først i skolepraktik

Jeg kom faktisk først i skolepraktik, men spurgte, om jeg måtte for fri i en uge, så jeg kunne komme ud og aflevere ansøgninger. Jeg gjorde så meget for at finde en læreplads, fordi jeg var ikke interesseret i at forblive i skolepraktik, og det gav pote.

Vis at du vil det

Kør ud med dine ansøgninger, vis hvem du er, for førstehåndsindtrykket kan spille en stor rolle. Mange steder har så travlt, at ansøgningen hurtigt kan komme i glemmebogen. Sådan er det i hvert fald der, hvor jeg er i lære. Det vigtigste er ikke at få afleveret mange ansøgninger, men få afleveret lidt færre og så brug tid på at få fulgt op på dem. Det viser også, at man vil det.

Mine råd til andre der søger:

- Aflevér din ansøgning til chefen. Er han eller hun der ikke, så find ud af, hvornår personen er tilbage.

- Sørg for at komme ud og snakke med nogle firmaer, og hvis du ikke har fået et klart svar, så kontakt dem igen

- Når du får en læreplads, er det en god idé at se det hele an og finde ud af, om det er stedet for en, når man har sin prøveperiode

Elektriker med læreplads i Grønland

Madison, elektriker
Læreplads hos VVS Firmaet El & Automatik i Grønland

Tag til udlandet eller prøv at finde en læreplads gennem kontakter
Jeg har altid drømt om at tage til udlandet, og da min paponkel nævnte, at der måske var en læreplads i Grønland, så synes jeg, at det var en fantastisk mulighed. Jeg flyttede hjemmefra familien, hvor der var trygge rammer og en hverdag med skolegang. Til nu hvor jeg bor for mig selv i et hyggeligt lille kollegieværelse i Grønland og en hverdag i håndværkerverden. Det at flytte var noget stort, så jeg skulle lige vænne mig til det hele. Før jeg tog afsted, havde jeg ikke engang prøvet at tage et fly alene. Jeg savner selvfølgelig min familie, men jeg sørger for at ringe til dem, så ofte jeg kan.

 

Tømrer opfordrer til at begynde med praktik

Simon, tømrer
Læreplads hos Ove Larsen A/S


Det er en god idé at tilbyde sin arbejdskraft på en eller anden måde til at begynde med. Jeg startede med at være tre gange i praktik, inden jeg begyndte i lære på min læreplads. Man kan starte med at tilbyde sin arbejdskraft på mange måder, for at vise sin mester, at man gerne vil og at man kan.